Danske Christian Braad Thomsen (1940-2025) var en formidler i verdensklasse, som med sin dype forståelse for regissørers egenart kunne åpne opp filmografier som få andre. Særlig boken «Kameraet som pen» (1994), der han skriver seg gjennom verkene til alle de franske nybølge-pionerene, og hans klassiker om tyske Rainer Werner Fassbinder, «Fassbinder – hans liv og film» (1991), har vært til stor inspirasjon for flere i Montages-redaksjonen. I anledning hans bortgang 7. juni, ønsket vi å belyse hans virke, med denne teksten fra filmkritiker Christian Monggaard.
Nekrologen nedenfor er opprinnelig trykket i den danske avisen Information (12. juni 2025). Den publiseres igjen her på Montages med tillatelse fra artikkelforfatteren.
*
Filmkunstens bidske forsvarer Christian Braad Thomsen er død. Han var en kontroversiel debattør, men hans kærlighed til film var dyb, og hans evne som psykoanalytisk Hitchcock- og Fassbinder-biografist uforlignelig.
I 1985 fik filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen udgivet en bog, Min syge moster. Forfatterens moster spiller faktisk en rolle i bogen som én, der introducerede den unge Christian til film og litteratur. Men ellers refererer titlen til det udtryk, at man snakker for sin syge moster – for at opnå et eller andet.
Braad Thomsen, der just er død i en alder af 84 år, mente, at han alt for længe havde været nødt til at snakke for sin syge moster, når det kom til offentlig støtte til de film, han lavede på trods, selv om han ikke fik støtte.
Bogen var et frontalangreb på blandt andet Det Danske Filminstitut, som Braad Thomsen mente havde svigtet ved at tillade et kommercielt og ikke kunstnerisk blik på kultur generelt og film specifikt.
I forordet, der sætter tonen for den krigeriske og humoristiske bog, skriver han:
»Da Filminstituttet i sin tid blev oprettet, hed det sig, at instituttet skulle fremme filmkunsten og danne modvægt mod netop industriens ensidige satsning på den kommercielle film. I dag støtter Filminstituttet åbenlyst det, det skulle skabe et alternativ til, nemlig de mest fladpandede industrielle spekulationsfilm.«
Drevet af kærlighed
Det var Christian Braad Thomsen i en nøddeskal. Han var en sten i skoen på filmetablissementet og på ingen måder interesseret i at gøre nogen glade bare for at gøre det nemmere for sig selv. Tværtimod. Det mærkede Filminstituttet, som han i sine aktive år aldrig blev gode venner med – selv om han af og til fik støtte – og det mærkede en ung filmkritiker fra et fremtrædende dagblad, hvis ikke han skrev om en film, Braad Thomsen mente var vigtig, eller hvis han i Braad Thomsens optik havde misforstået den film, han anmeldte.
Der var en grund til, hans selvbiografi fik titlen Vreden, gudinde, besyng! (2005) – selv om han ofte havde et glimt i øjet, når han revsede sine omgivelser.
Braad Thomsen insisterede på at fejre alt det, han syntes var godt af musik, litteratur og selvfølgelig den filmkunst, han selv skabte og formidlede så utrætteligt. For som han sagde i et interview, jeg lavede med ham for ti år siden, var det hele drevet af kærlighed.
»Offentligheden kender ikke de ting, jeg laver af kærlighed. Men det er det afgørende for mig. Man kender mig som en sur læserbrevsskribent og kronikskribent, der altid er fuldstændig hysterisk rasende. De ved jo ikke, hvilket kærligt gemyt der gemmer sig bag mit hårde ydre. Det er jo kærligheden, der kommer frem i alt, hvad jeg laver, både spillefilm, dokumentarfilm, bøger og filmimport.«
God inspiration
Christian Braad Thomsen husker man ikke nødvendigvis bedst for de film, han lavede. Og han har bestemt lavet glimrende fiktionsfilm – Kære Irene (1971) og Koks i kulissen (1983) – og især dokumentarfilm: Herfra min verden går (1976), Karen Blixen – Storyteller (1995) og Fassbinder – at elske uden at kræve (2015).
Han var en kontroversiel skikkelse og en bidsk samfundsdebattør, når talen faldt på alt fra politik og psykoanalyse til den vanskelige debat om incest og pædofili. Indimellem var det svært at forstå hans ræsonnementer og holdninger, og han var i høj grad et produkt af de frisindede, nogle vil sige på visse punkter uansvarlige 1960’ere og 1970’ere, hvor man havde et anderledes syn på grænserne mellem børns og voksnes seksualitet.
I 2018, da debatten blussede op igen, blev Braad Thomsen i en kommentar kritiseret af Informations daværende kulturredaktør, Katrine Hornstrup Yde, for »gamle udtalelser om det potentielt uproblematiske ved seksuel kontakt mellem døtre og fædre«.
Han forsvarede sig i avisen: »Jeg har altid understreget, at jeg er principielt modstander af incest og pædofili, som jeg betragter som et produkt af syge familieforhold.« Og skrev videre, at han da tidligere havde henvist til, at »der i en amerikansk undersøgelse er dokumenteret en tiårsgrænse. Undersøgelsen er foretaget af psykiateren Joan Nelson, der anfører, at hun selv havde et incestuøst forhold til sin far, som hun betragter som sit livs lykkeligste erotiske forhold«.
Det var ikke ligefrem, fordi kritikken af ham forstummede efter dén kommentar.
Den oprørske ånd
Christian Braad Thomsen blev født i 1940 og voksede op i Bjertrup, en lille landsby i Østjylland, som også er omdrejningspunktet i hjemstavnsfilmen Herfra min verden går. I den fortæller en række af landsbyens beboere om deres liv, ligesom instruktøren selv taler om den fattigdom, han voksede op i på et lille husmandssted med sine forældre og søskende.
Hans moster Ruth var dog en moderne kvinde, og gennem hende opdagede han kunst og kultur. Først måtte han på biblioteker og i butikker i Aarhus stjæle de bøger og plader, han havde fået smag for – Louis Armstrong, Billie Holiday, Duke Ellington, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen. Siden fik han dem gratis, fordi han blev anmelder ved Aarhus Stiftstidende. Det førte ham til København og Den Danske Filmskole, hvor han var elev i slutningen af 1960’erne.
Helt i den oprørske ånd fra de år ville Braad Thomsen lave film, som udfordrede og rykkede ved det bestående, ikke mindst en filmbranche og et spirende støttesystem, som fra begyndelsen skabte problemer for ham.
I sin bog om Alfred Hitchcock, Hitchcock – hans liv og film (1990), beskriver Christian Braad Thomsen morsomt, hvordan han som filmskoleelev fik mulighed for at overvære den store amerikanske instruktør arbejde under optagelserne til en af Hitchcocks film i København.
»Jeg havde netop i en temmelig afvisende avisartikel frakendt Hitchcock enhver kunstnerisk interesse og afvist ham som en spekulant i effektivt producerede gys, som en funktionær i en branche, der opfatter filmen som en industri i stedet for en kunstart,« skriver han.
Begavet rundtur
Først mange år senere indså Christian Braad Thomsen Hitchcocks geni. Det skete efter instruktørens død i 1980, hvor han så Vertigo (En kvinde skygges, 1958) til en mindeforestilling på filmfestivalen i Cannes. Han skriver i bogen: »Jeg havde aldrig før og har ikke siden set magen til film. Ved den lejlighed gik det for alvor op for mig, at også i filmindustriens centrum, også i uhyrets mave, kan der skabes stor og grænsesprængende kunst.«
Hitchcock – hans liv og film er et skoleeksempel på, hvordan en kritisk filmbiografi skal skrues sammen. Forfatteren læser instruktørens film gennem psykoanalytiske briller – hvilket giver god mening, da stort set alle hans film handler om sex og fortrængninger. Men det skygger ikke for en bred læsning og vurdering af filmene, og man får serveret en både vittig og begavet rundtur i Hitchcocks univers, både visuelt og tematisk.
Det samme gør sig gældende for bøgerne om den franske nybølge, Kameraet som pen (1994), og om Rainer Werner Fassbinder, Fassbinder – hans liv og film (1991), der udkom samme år, som Braad Thomsen modtog det livsvarige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Især Fassbinder betød meget for ham.
De lærte hinanden at kende, og en del af det filmede materiale, han nåede at lave med den tyske instruktør, inden denne døde i 1982, 37 år gammel, brugte Braad Thomsen siden i dokumentarfilmen Fassbinder – at elske uden at kræve.
Stod aldrig stille
I en årrække var Christian Braad Thomsen chef for kort- og dokumentarfilmfestivalen i Odense. Der blev spøgt meget med det store vinbudget, festivalen havde i den periode – man så ham da også sjældent uden et glas rødvin i hånden. Men Braad Thomsen var en fortrinlig og generøs vært for sine gæster, også tilrejsende kritikere fra København, og han brugte festivalen til at promovere de unge, danske instruktører, han så et lys i, deriblandt Pernille Fischer Christensen (En soap, En familie, Unge Astrid).
Braad Thomsen stod tilsyneladende aldrig stille. Ind imellem festivalarbejdet, de mange bøger og egne film brugte han sin tid på at debattere kunst, kultur og politik i medierne, skrive om de film og den rock- og countrymusik, han elskede så højt. Bob Dylan, Willie Nelson og Dolly Parton var blandt favoritterne.
Han producerede flere af sin kone – og siden ekskone – Jytte Rex’ film, ligesom han importerede dusinvis af film af en lang række europæiske instruktører, han beundrede: Fassbinder, Godard, Truffaut, Rohmer, Duras, Angelopoulos, Tykwer, Troell og Leigh.
De levende billeder betød noget for Braad Thomsen, og han kunne ikke sjældent ses i Grand Teatret i København iført rulamsjakke og partisantørklæde. Også her havde han ofte et glas rødvin i hånden og ville gerne tale om det, han havde set og læst – af kærlighed til filmen og kunsten.
*