Blir vi rystet av en film som Oslo–København, eller blir vi bare rørt rundt i? Jan Vardøens økonomiske sans omfatter også filmens dramaturgi, som hyller tidens, stedets og handlingens enhet i kammerspillets og tur-retur-reisens form.

«Ved å tolke og omfavne den moderne, norske grunnfortellingen, tar Erik Poppes film utgangspunkt i den dype konservatismen som er nasjonens dårligst bevarte hemmelighet og et av dens mest undervurderte fortrinn.»

«Sosialrealismens aha- og belønningsopplevelser beror ofte på simple fordommer. Sosiale klisjeer er ikke forbeholdt folkekomedier og såpeoperaer. Fordommer trives ofte i rå og upyntede filmer om ekte mennesker.» [2]

«Som både budskab og symptom er filmen mærket af dårlig samvittighed. Den ved godt, at Rebecca ikke er et dårligt menneske, men bare et svagt menneske, altså et almindeligt menneske.» [3]

«Med Kon-Tiki viser Rønning og Sandberg overskud ved at hylde nationens arvesølv med solbriller i panden. Hvor Max Manus ikke troede på sin egen alvor, tager tømmerflådedramaet sig selv alvorligt som skipperskrøne.» [7]

«Det er en film, som anmelderne med rette har kaldt ”traditionel”, men som samtidig fremstår som sært traditions- eller substansløs. Det er en film uden fædreland, fordi dens ophav er europudding.» [2]

«Der har hele tiden været noget masturbatorisk over Gunnars dannelsesprojekt.»

«Oslo, 31. august har ingen klimaks, ingen katharsis. I den forstand er filmen like flat som den depressive tilstand den beskriver. I den forstand speiler den seg selv som åndstype: det er en film uten antagonister.» [12]

«Der er intet specielt ved denne film. Den er bare ramt af banalitetens problem: udtrykket er kraftesløst fordi det er gentagelse.» [2]