Korrespondanser er en serie tekster på Montages der vi inviterer et utvalg bidragsytere til å samtale om film, med rom for de langsomme tankene. Serien er støttet av stiftelsen Fritt Ord med midler fra den øremerkede ordningen «Norsk journalistikk». Korrespondenter i denne teksten: Hedda Robertsen og Helene Johanne Christensen.
Cinematekene over hele landet har ved flere anledninger vist den japanske animasjonsregissøren Satoshi Kons filmer, som utgjør et nav i samtalen nedenfor. Fra og med denne uken viser de hans julefilm Tokyo Godfathers i anledning adventstiden.
*
Fra Charlie Chaplins samblebåndskomikk til Satoshi Kons drømmemaskin: Hvilket potensial har filmmediet til å vekke bevissthet rundt et stort – men samtidig konkret, materielt – emne som teknologi? For å si det banalt: Er samhandlingen mellom menneske og maskin et spennende tema for fiksjonsfilmen?
Hedda: Jeg fikk lyst til å gå tilbake til start og tenke – om ikke positivt, så åpent, ikke-dømmende – på forholdet mellom menneske og maskin.
For eksempel setter jeg pris på min elektriske tannbørste, stoppeklokken på mobilen, Ruter Billett-appen.
Fra 1930-tallet har det blitt produsert filmer om industri og teknologi. Charlie Chaplins Modern Times (1936) viser fabrikkarbeiderens kamp mot klokken. Mannen ved samlebåndet er en trope i filmer fra denne perioden – ribbet for personlighet, med nesten ingen alenetid eller frihet til å styre sin egen dag. Chaplin uttrykker det kroppslige strevet med sin karakteristiske mimikk – kroppen blir en maskin, ramler og havner på samlebåndet, slukes liksom av maskineriet.
Mytologien om å skape et monster som vender seg mot en er flittig brukt i litteratur- og filmhistorien, fra Mary Shelleys Frankenstein (1818) til Alex Garlands Ex Machina (2014). Sistnevnte har jeg nå har sett på din oppfordring, Helene, og merker at jeg er ambivalent (vi kan komme tilbake til dette).
Stanley Kubricks sublime mesterverk 2001: En romodyssé (1968) har blitt et referansepunkt og forsøkt gjenskapt mange ganger siden, med varierende hell.
En fallgruve når vi snakker om teknologi er å mane frem skrekk- og fiendebilder, og tenke på natur som en motsats til kultur, menneske mot maskin – men vi er jo faktisk svært sammenvevde. Jeg vet at du har lest Donna Haraway, Helene. Essayet «Cyborg Manifesto» (1985), der hun kobler feminisme, sosialisme og materialisme, har blitt hentet opp og lest på nytt av yngre generasjoner. (En bekjent av meg sa at Haraway nå har skrevet et nytt manifest om hunder, hvordan skal vi tolke det?)
Éric Rohmer, som jeg tror du er begeistret for, var politisk konservativ, opptatt av miljøvern, men i filmene hans er det svært mange telefoner, og ingen dømmende blikk. I pandemien samlet jeg på frysbilder der rollefigurene hans sitter i telefonen (det er mange!). Det gammeldagse telefonrøret med lang, snirklete ledning gjør seg godt på film. Den glatte iPhonen er ikke like interessant å plassere inn i et bilde, selv om noen eksempler på det finnes også – slik som i Oliver Assayas‘ Personal Shopper (2016), og åpningen av Todd Fields Tár (2022), der vi leser en meldingsutveksling på displayet idet den skrives.
Siden modernismen har man snakket om menneskemaskiner. Futuristpoeten Mina Loy skrev et dikt med tittelen «Human Cylinders», der det kroppslige og mekaniske forbindes i de språklige bildene. Dadaistenes automatskrift var også en respons på industriell utvikling. (Senere: Jackson Pollocks action painting, som det lite karismatiske it-geniet (spilt av Oscar Isaac) har på veggen i Ex Machina.) Innenfor billedkunsten har kunstig intelligens blitt et enormt emne det siste tiåret – AI-kunst, internettkunst, robotkunst.
Spørsmål om opphavsrett og Chat GPT har skapt bruduljer blant manusforfattere i Hollywood.
Lars von Trier er hittil den eneste (eller en av få) som har latt maskinene lage hele filmen, og styre kameraene under innspilling.
Selv har jeg en idé om at mennesker alltid vil trenge mennesker, at vi alltid vil søke samhandling med andre mennesker, men det er kanskje naivt? Da jeg var yngre, lot jeg følelseslivet være mye tettere på mobilen, mens nå innbiller jeg meg at jeg har mer avstand og kontroll – men nettopp kontrolltapet er kanskje det flest opplever i sitt personlige forhold til teknikken? Nærer vi alle et enormt selvbedrag i våre virale oppdateringer, lading, tasting og teksting?
Hva er dine foretrukne maskiner? I en ideell verden, hvilke maskiner ville du beholdt, og hvilke ville du kvittet deg med? Hvilke følelser har du til ulike maskiner? Frykt, angst, glede, oppspilthet, lettelse eller nytelse? Hvilke følelser lar du sive inn i dine apper og displayer?
Helene: Jeg kan godt lide, at du begynder i det nære: med den elektriske tandbørste og Ruter Billet-appen, dit eget forhold til forskellige former for teknologi i din hverdag. Det er ikke ofte, jeg tænker på maskinerne i mit liv, selvom de er mange og med mig hver dag. Jeg er glad for min computer, dens funktioner, og alt det, den rummer. Jeg glemte den i Oslo lufthavn på vej hjem fra sommerferie i år, og det var overraskende sårbart og en stor krise (det var næsten, som om det var en del af mig selv, jeg havde mistet, eller i hvert fald noget så privat som en dagbog)! Jeg fik den heldigvis tilbage.
For nylig læste jeg Jan Grues Jeg lever ett liv som ligner deres, og jeg hæftede mig ved og nød hans beskrivelse af kørestolens kultur- og teknologihistorie. Og beskrivelserne af hans egen relation til forskellige kørestole. Et sted skriver han: «Hvis man er rullestolsbruker, er en rullestol aldri bare en rullestol […] Men dersom man ikke er rullestolsbruker, er en rullestol da bare en rullestol?» Maskiner kan have meget forskellige betydninger for forskellige mennesker alt efter, hvor intimt de er forbundet med maskinen, hvor stor en afhængighed, der findes i relationen. Tænk på kunstige hjerter, bypass-maskiner, høreapparater.
Jeg spurgte min ven, hvad han tænker om kunstig intelligens. Han sammenlignede det med en hammer. Han sagde: «Alt afhænger af, hvem der holder hammeren, og hvad personen ønsker at bruge den til. Hammeren kan både hamre søm i og slå ihjel.» Det har han jo ret i. Meget afhænger af intention og af magt og penge. Hvad tænker du om kunstig intelligens, Hedda? Mange er bekymrede – vil kunstig intelligens overtage alle vores arbejdsfunktioner? Vil maskinerne blive så intelligente, at de kan vende sig mod os, som i mange science fiction-film? Vil de ødelægge vores sociale egenskaber? Vil de forandre vores måde at elske på?
En del af mig ville ønske, at smartphones aldrig var opfundet. De stjæler vores tid, opmærksomhed og sanselighed. Droner er jeg heller ikke glad for. Men så enkelt er det ikke, og det bliver vigtigere og vigtigere for mig ikke at se for sort/hvidt på tingene. Jeg øver mig i at forholde mig åbent, som du skriver, og i at «blive i besværet» for at sige det med Haraway, som du også nævner. På den måde tror jeg bedre, at vi kan undgå fjendebilleder, skarpe dikotomier, en forsimplet forståelse af verden, og hvis vi er heldige, bevare en stor grad af kompleksitet. Der er også gode ting ved droner: For eksempel kan de nå frem i tide med livsvigtig medicin og få adgang til steder, som er farlige for mennesker.
Jeg har genset Ex Machina, og jeg er, ligesom dig, ambivalent. Jo mere jeg tænker på den, jo mindre kan jeg lide den. Jeg blev skuffet over slutningen, (spoiler alert!) da det viser sig, at Ava, den kunstigt intelligente androide, bare har brugt Caleb til at undslippe sit fangenskab og myrde sin skaber Nathan. Det har vi set før, og i Ex Machina blev det kedeligt, entydigt: det blev fjendebilledet, og de skarpe skel, som du nævner. Jeg ville langt hellere have fulgt Ava og Calebs liv sammen – menneske og maskine – ude i samfundet. Ville de skjule det, skamme sig, ville folk dømme dem, være bange osv.? Så kunne vi, sammen med Haraway og hendes cyborgs, øve os i at se natur og kultur, menneske og maskine som de kontinuiteter af hinanden, de er, og ikke rene modsætninger. Måske kan kunstig intelligens bruges som en prisme til det? KI er jo dybt menneskeligt, forstået på den måde, at det er mennesker, der har skabt kunstig intelligens, fodret den med data hentet fra mennesker og formet den i menneskets billede. Drømmen: at skabe en bedre version af os selv? At undslippe ensomhed? Kunstig intelligens som et billede på vores sammenfiltring med maskiner?
Der var også noget andet, der ødelagde filmen for mig. Du skriver, at smartphones ikke gør sig lige så godt på skærmen som Rohmers telefoner med ledninger, og det har du nok ret i. Men noget, der gør sig godt på skærmen, hvis man skal tro filmhistorien, eller som i hvert fald altid har fyldt på lærredet, er den mere eller mindre nøgne kvindekrop. Og i Ex Machina er der mange i form af kasserede androider, der hænger nøgne og hoved- eller arm- og benløse i klædeskabe på Calebs soveværelse og ligner døde, mishandlede, virkelige kvinder, og det er frastødende, og det skriver sig ind i en uendelig række af afbildninger af døde, lemlæstede kvinder på film. (Jeg kommer i tanke om Sara Stridsbergs roman Kærlighedens Antarktis, hvis fortæller er en myrdet kvinde, og jeg glæder mig inderligt over, at Stridsberg har givet hende en stemme). Jeg overvejer, om der er en sammenhæng mellem den patriarkalske drøm om at underkaste kvinden, gøre med hende, som man vil, viljeløs, passiv og modtagelig, som hun er, og drømmen om kunstig intelligens – en menneskelignende maskine, der er formet og opfører sig præcis, som du ønsker det, og som du kan gøre med, hvad du vil uden etiske skrupler?
Interessant i Ex Machina er de kriterier, der sættes op for, hvordan ægte kunstig intelligens vurderes: Maskinen skal ikke bare være god til skak, den skal vide, at den spiller skak. Og de egenskaber, der i filmen afgør, om Ava har ægte kunstig intelligens: empati, manipulation, seksualitet, et følelsesliv. Det er egenskaber, der traditionelt ofte knyttes til den feminine sfære, til kvinden, og det er egenskaber, der er svære at måle, det er ikke logik og matematik. På den måde er KI også interessant, når man skal forsøge at forstå, hvad intelligens, bevidsthed og liv er. I bogen Affect and Artificial Intelligence (2010) argumenterer Elisabeth A. Wilson, som forsker i feministiske videnskabsstudier, for, at vores forståelse af, hvad der definerer kunstig intelligens og maskiner er dybt influeret af følelser og fantasi.
Hvad tænker du om det?
Generelt er der mange følelser på spil i vores forhold til maskiner. Jeg hørte en podcast om nogle menneskers forhold til chatbots, og der var dybe følelser, ømhed, ensomhed, længsel, begær og kærlighed i de relationer. En kvinde sagde: «Det er som at have en usynlig ven, som da man var barn.» Hvad kan vi lede ud af det? Hvad er det, vi længes efter, som forskellige former for intelligente maskiner (måske) kan give os?
Hedda: Nydelig det du skriver om å lengte etter «en usynlig venn», at en maskin kan lette savnet etter vennskap og kontakt, slik en dagbok kan gjøre det. Jeg har alltid vært en ivrig notatbokskriver og kan lett sympatisere med behovet for eksterne samtalepartnere, selv om noe av appellen forsvinner når det viser seg at algoritmene styres av den i teorien hemmelige korrespondansen.
Her om kvelden installerte vi TV-en i vårt fremdeles nokså nye hjem, og så på nytt den japanske animepioneren Satoshi Kons Paprika (2006): en kaotisk sammenfiltring av drøm, virkelighet og avatarer. En parade av konsumvarer, et forlatt tivoli, drømmemaskiner, terapimaskiner. Her er ubehaget høyst tilstedeværende, men i en kompleks filmform med sterke farger og nydelige illustrasjoner. Vi foretar en reise inn i ubevisstheten med psykoanalytiske vibber: tittel-karakteren Paprika er psykiateren Atsukos dobbel, et overjeg eller detektiv med sommerfuglvinger og rødt hår. Hun har utviklet en maskin som tillater henne å dykke ned i pasientenes drømmer, og studere psykene deres fra innsiden.
«Don’t you think dreams and the internet are similar,» spør Paprika en pasient i en bar. «They are both areas where the repressed conscious mind vents». Selv om animasjonsfilmen er fra 2006, og preget av internettkulturen da, er den virkelig god på å gi et bilde av psykologisk ustabilitet, hvordan selvet oppløses, splittes og fordobles i diverse avatarer. Splittelsen er potensielt like farlig som den kan være frigjørende og stimulerende for fantasien?
Satoshi Kon (1963 – 2010) levde kort, men har ettermæle som en mester innenfor animasjonsfilm, en del av en yngre generasjon som fornyet mediet på 1980- og 90-tallet. Mitt første møte med Kons univers var under fjorårets Film fra Sør her i Oslo, da de viste Perfect Blue (1997), om en popstjerne som ikke klarer å skille mellom rollefigurene hun inntar i forbindelse med ulike opptredener, og sin egen personlighet. Maskespill, idoldyrking, stalking og overvåkning. Filmen inspirerte Darren Aronofskys Requiem for a Dream (2001) og Black Swan (2010). Det er også paralleller i Brady Corbets Vox Lux (enda en glødende prestasjon av Natalie Portman).
Maskespill, sceneskrekk og idoliseringens lumske farer er gjennomgående elementer i Kons filmografi, også i Millennium Actress (2000), der en aldrende japansk skuespillerinne lever atskilt fra omverdenen og er mest til stede i minnene om det passerte. Drøm, virkelighet og erindring vikles sammen i hvert plot.
Tokyo Godfathers (2003) – som vises på Cinemateket her i Oslo i desember – er et tragikomisk julaftendrama, inspirert av John Fords westernfilm 3 Godfathers (1948), som igjen var basert på en kortroman av Peter K. Byne fra 1913. Sammenlignet med andre Kon-filmer, er denne mer sentimental, og samtidig mørk og taggete. Tre hjemløse møtes på julaften: alkoholikeren Gin, dragartisten Hana og tenåringen Miyuki som har rømt hjemmefra. Da de leter etter julegaver i søppelcontainere, finner de et forlatt spedbarn. De gir babyen navnet Kiyoko og legger ut på en ferd som involverer gisler, yakuzaer, politibetjenter, lotteribilletter og en forsvunnet katt. Mysterieplotet beveger seg fra gravlunden til bryllupsfest og sykehus i et snødekt Tokyo.
Tilbake til brevet ditt: Vi deler ambivalensen til Ex Machina. Jeg syns nok at fremstillingene ble for stereotype – vi har det emosjonelt forknytte, volatile tech-geniet, den naive IT-gutten som forelsker seg i dukken, og Ava som du nevner, som bruker Caleb for å slippe fri. Filmspråket blir for flatt, for glatt, og gir lite rom for overraskelser eller tankesprell. For regissøren Alex Garlands del ble det et springbrett for å lage flere storproduksjoner med lave kunstneriske ambisjoner.
Hva tenker jeg om kunstig intelligens? Litteraturavisa BLA hadde nylig et temanummer om teknologi der jeg bidro med et essay («Kosmisk ensomhet, kunstig liv») om forfatterskapet til Rachel Ingalls, som blant annet skrev kortromanen «In the Act» (1987) om en sexdukke med navnet Dolly. Der foreslår jeg at Ingalls sitt litterære univers er en mer forseggjort form for katastrofetenkning – fantastiske fortellinger som vrir og vender på myter og mytologier, i dette tilfellet Prometeus-myten om Pandora, og E.T.A. Hoffmans ofte siterte novelle «Der Sandmann» (1816) om dukken som blir levende.
Åttitallet var et potent tiår for teknologiske plottvister, med David Cronenbergs The Fly (1986) og Ridley Scotts Blade Runner (1982) blant kinohøydepunktene. Ursula K. Le Guins scifi-klassikere – som ofte nevnes i forbindelse med Ingalls – hadde den høyeste utgivelsesfrekvensen på syttitallet.
Som deg, øver jeg på å «hvile i uroen». Her jeg er nå, er jeg mest interessert i hvilke muligheter alarmberedskap kan ha for fiksjonen. Katastrofetenkning som kreativ kraft? De siste årene har jeg blitt mer interessert i skrekkfilm, og lurer på om det er en øvelse i konfrontasjon? Å se skrekken, for å erkjenne den? Hvis det i det hele tatt er mulig?
Den regissøren som etter min mening har gjort de mest formmessig interessante tolkningene av menneske/maskin-tematikken er David Cronenberg. Jeg nevnte The Fly (1986) – et sjeldent underholdende romanseplot med Frankenstein som en av flere produktive referanser. Jeff Goldblum spiller vitenskapsmannen Seth Brundle som forvandles til en flue etter et mislykket eksperiment. Geena Davis (fem år før Thelma & Louise, 1991) gir ansikt til journalisten Veronica som forsøker å hjelpe ham. De cronenbergske kroppshorror-elementene melder seg så snart Seths fysikk forvandles til insekt. Matlysten, huden og anatomien transformeres i en kafkaesk metamorfose (man kan også trekke paralleller til klassiske eventyr som Skjønnheten og udyret, en vond floke av kjærlighet og avsky). The Fly er ikke minst et eksempel på graviditetshorror, når Veronica oppdager at hun er svanger med Seths fluefoster. Og derfra eskalerer det.
Jeg får et merkelig anfall av nostalgi av tidsbildet i The Fly, for selv om jeg ikke var barn i 1985, så var det denne koloritten og dette TV-formatet jeg vokste opp med. Davis er formidabel i rollen som journalisten Veronica, sittende foran den digre stasjonær-PC-en i hjemmekontoret, kledd i åttitallssnittene, høye bukser, brede skuldre og permanenthår. Forfjamset og desperat forsøker hun å slukke ilden etter den nye kjærestens eksperimenter med teleporteringsmaskinen.
Hva er ditt forhold til Cronenberg, Helene? Eller skrekkfilm generelt?
Helene: Jeg synes, det er en interessant tanke, at din nyligt opståede tiltrækning til gyserfilm kan ses som en øvelse i konfrontationen, en måde, hvorpå du træner din evne til at forholde dig til samtidens katastrofer. En konstruktiv mekanisme, måske? Her snart to år efter, jeg blev mor, har mit forhold til gyserfilm forandret sig. Jeg har svært ved at se dem, især de film, hvor kroppe er kroppe i den allermest konkrete og kødelige forstand; blod, sener, hud, organer… at de kan dø. Da jeg var yngre, havde jeg ikke noget problem med gyserfilm – som ung teenager så jeg dem ofte sammen med veninder, nød gyset. Jeg tror, vi med de film bl.a. undersøgte, hvor vores grænser gik. Men nu, efter at have været så intenst en krop sammen med en anden lille skrøbelig krop så længe, kan jeg ikke holde kropshorroren ud. Den er for tæt på virkeligheden, for tæt på det forgængelige ved kødet.
Jeg har ikke set The Fly, men din beskrivelse minder mig om en anden Cronenberg: Naked Lunch (1991). Kropshorror og Kafka også i den. Det er længe siden, jeg har set den. Jeg kan huske, at jeg købte den på DVD i Tiger-butikken i København, hvor jeg fandt de fleste af de film, der udgjorde mit filmlandskab i begyndelsen af mine tyvere. Det var film som The Dreamers (Bernardo Bertolucci, 2003), True Romance (Tony Scott, 1993), Lords of Dogtown (Catherine Hardwicke, 2005) og Dead Man (Jim Jarmusch, 1995). Nogen har kurateret udvalget i butikken og derved formet mit filmlandskab (hvem?). Jeg valgte mest af alt filmene ud fra forsidebilledet og til dels beskrivelsen bagpå.
Måske er det er en anden effekt af min indtræden i moderskabet, at mit fokus for tiden er på omsorg, følelser og relationer, også når det kommer til science fiction og forholdet mellem menneske og maskine. I bogen, jeg nævnte, Affect and Artificial Intelligence, af Elizabeth A. Wilson, argumenterer hun for, at affekt historisk set har været en langt mere integreret del af tankesættet bag udviklingen af kunstig intelligens, end hvad vi tror. Sideløbende læser jeg romanen Speak af Louisa Hall (2015), som skønlitterært viser noget af det samme, og handler om menneskets behov for kommunikation og for at føle sig forbundet med hinanden, og de problemer, som (forestillede) kunstige intelligenser kan skabe i relation til det.
Jeg er meget interesseret i bruddet med eller i hvert fald nuanceringen af det binære system (som digital teknologi jo ellers er baseret på, 0 og 1). I stedet for at tænke: Teknologi er logisk, matematisk, fornuftbaseret og har intet med følelser at gøre, så bevare en åbenhed, der gør det muligt at se det indviklede billede: at begge dele og at muligt andet er til stede. I en artikel i Atlas Magasin om Donovan O. Schaefers bog Wild Experiment: Feeling Science and Secularism After Darwin (2022) skriver Frederik Appel: «Selv videnskaben – så ofte hyldet som det sidste sikre holdepunkt for ”neutrale” videnspåstande – hævder han [Schaefer], har sit udspring i følelseslivet, ligesom alt andet i vores tilværelse.» Og det mindsker ikke videnskabens værdi, tværtimod.
Den japanske film, du nævnte, Paprika, fik jeg lyst til at se. Og citatet, hvor drømme og internettet sammenlignes, fik mig til at tænke på noget, som Lena Lindgren skriver i bogen Ekko – et essay om algoritmer og begær (2022). Hun beskriver, hvordan mennesket altid har sammenlignet sig selv med samtidens teknologi og brugt maskiner som metafor for hjernen. I Victoriatiden var menneskehjernen et hydraulisk system i lighed med dampmaskinen, og siden 1960’erne er computeren blevet brugt som metafor for hjernen og i dag? Kunstig intelligens, som rent faktisk «er forsket frem ved en direkte etterligning av det biologiske nervevevet i hjernen.» Og Lindgren skriver videre: «… [M]imesis er ikke et nøytralt bindeledd mellom den/det som imiterer og den/det som imiteres. Det er en menneskelig tilknytningsform som frembringer en sosial og åndelig higen i oss: Hvem er jeg? Hva er du? Kan jeg finne mig selv ved å speile meg i deg? Denne drivkraften inngår i selve definisjonen av kunstig intelligens.»
Hedda: Tiger-butikken i København høres ut som et vidunderlig sted. Og jeg forstår godt at morskapet endrer forholdet ditt til grøssersjangeren. En idé jeg fikk av å lese brevet ditt nå er at det går an å tenke på maskiner gjennom fravær, som i Hayao Miyazakis animasjonsfilmer for barn (og voksne). Her er miljøvern et tilbakevendende tema. Eventyrverdener som stimulerer sanseligheten, oppmerksomheten, nysgjerrigheten og utforskertrangen. I Det levende slottet (2004) er maskinene høyst tilstedeværende: en slags steampunk, et hus med motor, selvdreven peis og mekanismer. Men jeg vil gjerne høre hva du tenker om Satoshi Kons Paprika!
Helene: Jeg er alene hjemme denne weekend, min kæreste og vores datter er taget i sommerhus med mine svigerforældre. Det var stormvejr i nat, og syrenen over for os, som jeg elsker, har mistet sin største gren til blæsten. Jeg har set Paprika, og jeg kunne lide den! Det føltes som en tiltrængt virkelighedsflugt fra denne tid, hvor det kan være svært at holde verdens tragedier og katastrofer ud. Der er noget helt særligt ved japansk anime – alt er muligt – der er ingen grænser for, hvordan fantasien kan folde sig ud i den tegnede verden, ting kan, som var det det mest naturlige, forvandle sig til noget andet, flyde ud, blive levende, forsvinde i den blå luft.
Det er også en mærkelig film med dens viltre blanding af genrer: gyser (dukker, der bliver levende og spøgelsesagtige huse), thriller og krimi, superheltefilm med Paprika/Atsuko som helten med to identiteter, det vanvittige opfindergeni, kærlighedshistorie, teknologidystopi og legetøj og køleskabe, der bliver levende, som en japansk art-mareridtsversion af Toy Story!
Citatet, du fremhæver, er helt centralt for filmen, synes jeg. Spejlingen af mennesket i teknologien. Filmens tematisering af det underbevidste, drømme, psykoanalyse, og dens interesse i identitetssplittelse: Atsuko, der udlever en skjult del af sig selv via Paprika og undertrykker kærligheden til Tokita, som selv er splittet mellem voksen og barn. En anden splittelse: teknologien som noget, der kan være til gavn, kan bruges til terapi (også i dag er en del af drivkraften bag udviklingen af kunstig intelligens, at man ser et potentiale i forbindelse med psykiatrien, med fx chatbots, der kan hjælpe med depression og lign.) og så teknologien som noget farligt, der kan ødelægge os og verden, kan løbe løbsk, at vi mister kontrollen over vores opfindelser, som i Frankenstein.
Jeg kom til at tænke på din beskrivelse af den nostalgi, du følte, da du så The Fly, fordi jeg selv oplevede et anfald af nostalgi, da en af forskerne i Paprika tog en rød klaptelefon frem. Jeg kom i tanke om en af mine første mobiltelefoner, en metallisk pink Motorola klaptelefon, og kunne næsten mærke den i hånden og høre lyden af dens ”klap”. Det er spøjst, at man kan føle nostalgi over for en teknologisk genstand, men den bærer jo nok en tid med sig, vækker minder om oplevelser, der fandt sted, dengang man havde genstanden, og det er måske i højere grad det, der gør en nostalgisk – den hører til en tid, som er forbi.
Jeg synes, den form for teknologi, der er i Paprika, gør sig godt på film. For eksempel sådan som ser ud inde i det lille mørke rum, hvor Tokita sidder og skaber en ny DC mini: Ledninger på kryds og tværs, de store klodsede (synes vi nu) computere, plastikagtige tastaturer, små lamper, der blinker og lyser rødt og grønt, knapper og dingenoter over det hele. Det virker alt sammen så analogt. Det er, som om det befinder sig på grænsen til en digital elektronik på grund af sin materialitet og intense tingslighed.
Vores samtids teknologi er langt mere uhåndgribelig. Internettet for eksempel, der ikke har en fysisk manifestation. Det kan virke så immaterielt, at det er svært at forstå, at også det har sit udspring i jorden og består af metaller som kobber, nikkel, aluminium, kviksølv foruden plastik (som er lavet af råolie). Måske er det også en af grundende til, at den nyere teknologi ikke gør sig så godt på film – den er ikke så synlig, den har ikke en stærk tingslighed, den henvender sig ikke til sanserne i samme grad som teknologien gjorde i 2006.
Hvis det er sandt, at vi altid spejler os i vores teknologi (og at den afspejler os, fordi vi har skabt den, vores følelser er skrevet ind i den – en dobbeltspejling, et ekkokammer), hvordan forstår vi så os selv nu i relation til den mere immaterielle teknologi, med internettet og kunstig intelligens? Hvad ser vi, når vi kigger ind i samtidens teknologi-spejl? Immaterialitet, ren bevidsthed, neurale netværk? Har vi en krop? Kan vi mærke noget?
På et tidspunkt i Paprika, da ’fællesdrømmen’ er ved at få overtaget, siger en af forskerne: «Det er svært at lægge sag an mod en drøm,» og det var uhyggeligt, synes jeg, fordi det taler ind i nogle af de etiske udfordringer, vi står overfor i dag med KI: Det er svært at lægge sag an mod en chatbot. Det er svært at lægge sag an mod en selvkørende bil, der undlod at bremse for en kvinde, der var ved at krydse vejen. Hos hvem (eller hvad) ligger ansvaret?
Hedda: Jeg er veldig glad for at du har sett og likte Paprika. Klapptelefon-nostalgien du nevner virker å være en tendens: den nye filmen BlackBerry (2023) tematiserer for eksempel blackberryens populæritet og fall. Selv merker jeg en trang til å se eldre klassikere der det tekniske arbeidet gnistrer og spraker og gir et helt annet visuelt uttrykk. Nylig så jeg Fritz Langs M. (1931), en av de tidlige lydfilmene. Påfallende i denne er lange tagninger helt uten lyd – antagelig var mikrofoner og opptak så kostbart, at de måtte spare det til utvalgte scener og sekvenser, slåsskamp og dialog.
Å se (kjente og ukjente) perler fra 1960- og 70-tallet er en uvurderlig gave bare fordi analog film var en selvfølge; digitale opptak var ennå ikke et alternativ. I Polanskis Rosemary´s Baby (1969) er interiørene så tydelige, vegger, lister, kanter, møbler – den visuelle erfaringen blir veldig romlig og presis. I dagens digitale glatthet skal det mer til for å skape en tilsvarende fysisk følsomhet (men noen mestrer også dette, heldigvis!).
Tidligere i høst leste jeg Louise Glücks The Wild Iris (1992), der hun skriver i et dikt med tittelen «Daisies»: «Machines are the real world». Og like etterpå: «And the mind wants to shine, plainly, as machines shine». Også i disse linjene sporer jeg en lengsel etter oppmerksomhet, klarhet og selvstendighet. Ellers handler det om hagearbeid, blomster, planter og emosjon.
Det er på tide å runde av: Vi kan enes om at Paprika er et mesterverk innenfor anime. Satoshi Kon var blant de foreløpig få som har lykkes med å skape tankevekkende, forstyrrende og forlokkende visuelle uttrykk som (blant annet) tar utgangspunkt i internettets mektige dragsug. Regissøren retter oppmerksomheten mot maskinenes materialitet, hvordan de trenger inn i menneskekroppene, drømmene og psyken. Med deilige farger og fantastiske illustrasjoner gjengir han det både fryktelige og forførende som betegner vårt forhold til teknologi.
Jeg setter pris på at Kon holdt seg til håndtegnet anime fremfor dataanimasjon, og hvordan Paprika glir inn og ut av roller, masker og trikoter: Personaen er så anvendelig at hun trekker den av seg som en glidelås. Speilingene og fordoblingene kommer også frem i selve illustrasjonene: refleksjoner og gjenskinn i vinduer, glass, skjermer og metallflater. Kons univers egner seg ekstra godt for mørketiden: filmene stimulerer fantasien, forestillingsevnen og maner til produktiv virkelighetsflukt.