Farrow v. Allen

Artikkelserien Kritikk/politikk er støttet av stiftelsen Fritt Ord med midler fra den øremerkede ordningen «Norsk journalistikk».

*

For en god ordens skyld: Jeg holder uendelig meget af Woody Allen. Hans film og hans figurer – de intellektuelle, neurotiske storbyjøder, han gerne spiller selv – har fulgt mig det meste af mit snart 50-årige liv.

Usikkerheden, hypokondrien, defaitismen, humoren og selvironien – jeg kunne genkende mig selv i figurerne og filmene. Det var som at være i selskab med gode venner, og alene af den grund fik jeg det bedre med mig selv. Jeg var ikke alene, jeg var slet ikke så mærkelig, som jeg troede, og ja, jeg drømte om at leve det gode liv som kreativ i New York og være kæreste med Annie Hall, mens jeg læste tykke bøger og gik i biografen, på kunstmuseum og i analyse.

Som kritiker har jeg anmeldt utallige af hans film, og jeg plejer at sige, at han laver to slags film: Gode film og fremragende film. Som journalist har jeg interviewet ham fem-seks gange, senest den 23. december 2020, hvor jeg ringede til ham for at tale med ham om hans selvbiografi, Apropos ingenting, der lige var udkommet på dansk. Og nu, kære læser, ved De, hvem jeg er, og hvor jeg står i forhold til Woody Allen. Præcis som man burde have fået at vide, hvor Amy Ziering og Kirby Dick stod, helt i begyndelsen af deres allerede meget omdiskuterede og både kritiserede og hyldede serie om Allen og Mia Farrow, med tittelen Allen v. Farrow, som lige nu kan ses på HBO Nordic. Det ville have været det mest ærlige.

Jeg synes ikke, at min deklaration diskvalificerer mig i forhold til at diskutere Allen, kritisere ham eller forholde mig til de gamle anklager, der med fornyet styrke rettes mod ham i Allen v. Farrow. Jeg kan godt genkende et redeligt stykke journalistik, når jeg ser det, og selv om jeg måske er mere villig til at tro på Allen end på hans anklagere, så vil jeg aldrig kunne lyve for mig selv eller andre, hvis jeg virkelig troede på, at han var skyldig i et eller andet.

Men det gør jeg ikke – og da slet ikke efter at have set alle fire afsnit af Allen v. Farrow. Serien er på ingen måder en grundig, afbalanceret og dokumentarisk skildring af en ulykkelig sag, men et ensidigt og groft manipulerende karaktermord på Woody Allen lavet af to instruktører, som, inden de gik i gang, havde besluttet sig for, at han var skyldig i overgreb på sin egen syvårige datter, Dylan Farrow, i 1992. I et interview med The New York Times, der blev bragt op til premieren på Allen v. Farrow, omtalte de sågar Woody Allen som enten ’overgrebsmanden’ eller ’gerningsmanden’.

«Allen v. Farrow».

Frikendt af to undersøgelser

Men lad mig lige ridse de ubestridelige fakta op, inden jeg fortsætter: Den 6. august 1992 rapporterede Mia Farrows læge til politiet, at skuespillerens ekskæreste, filminstruktøren Woody Allen, to dage forinden havde begået et overgreb på parrets syvårige adoptivdatter, Dylan, under et besøg i Farrow-familiens hus i Connecticut. Det var cirka otte måneder efter, at Farrow havde opdaget, at Allen havde en affære med hendes og eksmanden André Previns voksne, adopterede datter, Soon-Yi Previn, og midt under en ophedet forældremyndighedssag om Mia Farrow og Woody Allens tre fælles børn, Dylan, den 14-årige adoptivsøn Moses, og deres biologiske søn, fireårige Ronan.

Dagen efter det påståede overgreb fortalte Dylan angiveligt sin mor, hvad der var sket, og Mia Farrow videofilmede over flere dage datterens forklaring om, at hendes far havde rørt ved hende et ubehageligt sted. Woody Allen benægtede alle anklager, og et hold bestående af to socialarbejdere og en læge fra Yale/New Haven-hospitalets Child Sexual Abuse Clinic undersøgte på anklagemyndighedens foranledning sagen og konkluderede efter mange måneders undersøgelser og samtaler med blandt andre Dylan, at pigen ikke havde været udsat for overgreb. En anden lignende undersøgelse foretaget i New York frikendte også Woody Allen, og der blev ikke rejst sag mod ham. Forældremyndighedssagen blev dog afgjort til fordel for Mia Farrow.

Kirby Dick og Amy Ziering, der tidligere har lavet film om seksuelle overgreb i musikverdenen (On the Record) og på amerikanske universiteter (The Hunting Ground), har åbenbart arbejdet på Allen v. Farrow i tre år, og på forhånd lovede de afsløringer, der ville ændre offentlighedens opfattelse af sagen og af Woody Allen. Så jeg indrømmer gerne, at jeg var nervøs for at skulle se serien. Skulle det lykkes instruktørerne at overbevise mig om Allens skyld, ville jeg have endog meget svært ved at se hans film igen – alle de film, der betyder så meget for mig.

Mia Farrow i «Allen v. Farrow».

Lettet og vred

Efter at have set alle seriens fire afsnit var jeg derfor ikke bare lettet, men også vred. Lettet fordi Allen v. Farrow ikke fortæller noget om sagen, som jeg ikke vidste i forvejen, og at jeg derfor ikke tror mere på anklagerne end tidligere. Jeg har beskæftiget mig en del med sagen gennem de seneste 10-15 år, og jeg har læst alle de dokumenter, udskrifter, artikler og interview, jeg kunne få fat i, og jeg har på den, synes jeg selv, oplyste baggrund valgt at tro på, at Woody Allen er uskyldig i overgreb. Det er muligt, at han var en dårlig far og en dårlig kæreste for Mia Farrow, men han har efter min bedste overbevisning ikke forgrebet sig på sin datter. Dermed ikke være sagt, at jeg ved, hvad der skete dengang i 1992. Det ved jeg nemlig ikke, og det er der ret besete heller ikke andre end de to involverede, der ved.

Vred fordi Allen v. Farrow så entydigt dæmoniserer Woody Allen, mens den skamløst og ukritisk helgenkårer Farrow. Ingen tvivl om at de mange klip og interview med den nu voksne Dylan Farrow, der fortæller sin historie, er stærke og hjerteskærende. Og jeg tror på, hvad hun siger. Eller rettere sagt: Jeg tror på, at hun tror på, at hun fortæller sandheden om, hvad der skete dengang. Det er alt det omkring hende, som jeg ikke tror på, og derfor tror jeg også på, at hun, der var under et kolossalt pres fra sin mor, kan være blevet manipuleret med. Ja, det er et svært område at bevæge sig ind på, men blandt andet videofilmede Mia Farrow datteren adskillige gange over flere dage for at få hende til at fortælle, hvad der var sket – det bliver blandt andet fortalt i serien – og måske indtil Dylan sagde ’det rigtige’, hvilket virker som en urimelig situation at sætte pigen i.

Det er kun Farrow-familien og deres venner – og eksperter, der underbygger det, de siger – der får lov til at tale i Allen v. Farrow. Ingen taler Woody Allens sag. Alt handler om at nedgøre, underminere og udskamme instruktøren, sammenligne ham med overgrebsmænd som Bill Cosby, Harvey Weinstein og Roman Polanski og derigennem forvandle ham til et monster, der havde et usundt forhold til sin lille datter, Dylan. Fordømmelsen af Woody Allen og hans store kærlighed til datteren er for mig at se mere et udtryk for en besynderlig amerikansk puritanisme og en forkvaklet opfattelse af, hvad intimitet er eller bør være.

Woody Allen fra et arkivvideoklipp i «Allen v. Farrow»

Medierne som våben

Moses Farrow, den eneste af Woody Allens og Mia Farrows tre fælles børn, som tager sin fars parti, har sagt nej til at medvirke i Allen v. Farrow. Allen selv og hans kone – og altså Farrows adoptivdatter med André Previn – Soon-Yi, har ifølge instruktørerne ikke svaret på henvendelser om at medvirke. De blev dog ifølge Allen selv først spurgt om at medvirke i december – på et tidspunkt, hvor serien stort må have været færdig – og fik kun to uger til at svare i. Det er jo ikke rimeligt, og alt, hvad Farrow og andre siger i serien, står således uimodsagt, hvilket alene burde gøre det svært at acceptere som sandheden.

Nu er det jo ikke mig, der skal bevise, at Allen er uskyldig. Men jeg synes til gengæld heller ikke, at serien på nogen måde beviser, at han er skyldig. Allen v. Farrow fortæller historien om en mand, der går i kødet på Farrow, efter at han er blevet meldt til politiet for at have begået et overgreb på sin datter. Det kan jeg ikke se noget underligt i, at han gør. Hvad skulle han ellers gøre? Medierne var hans eneste våben dengang. I de seneste fem år er det til gengæld Mia Farrow og hendes venner og familie, der har brugt medierne, ikke mindst de sociale, i en offensiv mod Allen, og det har allerede kostet ham dyrt i form af et Hollywood, der stort set har vendt ham ryggen, og indtil videre to film, A Rainy Day in New York og Rifkin’s Festival, der ikke kan få biografpremiere i USA.

At Allen tager sig usympatisk ud i Allen v. Farrow, er alene instruktørernes skyld. De manipulerer groft med materialet. Det er forførende meget nemt at vise én og ikke begge sider af sagen med ildevarslende musik som akkompagnement til ellers uskyldige billeder, ferm sammenklipning af gamle tv-optagelser og velplacerede citater fra Allen-hadere/Farrow-supportere. Det samme med eksperter, der bekræfter Mia Farrows udlægning af begivenhederne, og som sætter endog store spørgsmålstegn ved de to undersøgelser, som Allen blev underkastet og altså frikendt af. Der vil utvivlsomt kunne findes eksperter, der bakker Allen op og taler imod alle seriens påstande. Det er sådan noget, man plejer at gøre i en retssag, og så er det op til juryen og dommeren at vurdere, hvem der har de bedste beviser, og som fremstår mest troværdig.

«A Rainy Day in New York» (2019).

Den største svinestreg

Den offentlige anklager, Frank Maco, der i 1993 af hensyn til Dylan Farrow ikke ville rejse sag, selv om han mente, at der var grund til det, er også med i Allen v. Farrow. Han kritiserer Woody Allen for dengang at stille sig op og holde pressekonference om sin uskyld, efter afslutningen på den første undersøgelse, der frikendte ham. Men Maco holdt selv en pressekonference, hvor han udtalte, at han mente, at Allen var skyldig, men at der af hensyn til pigen alligevel ingen sag skulle rejses. På den måde afsagde han jo reelt dom over Allen uden retssag og uden at give instruktøren et andet forum at forsvare sig i end medierne. Det er uetisk – og kan tolkes som tegn på, at Maco i virkeligheden ikke var spor sikker på, at han havde en sag.

Allen fortalte sin side af sagen i selvbiografien, Apropos ingenting, hvis lydbogsudgave Amy Ziering og Kirby Dick ivrigt citerer fra i Allen v. Farrow – muligvis ulovligt. Og der er dem, som mener, at serien blot giver Mia Farrow mulighed for at tage til genmæle. Men der er altså stor forskel på en selvbiografi, som per definition er personlig og ensidig, og så en såkaldt dokumentarudsendelse i fire dele, finansieret af HBO – der ejes af WarnerMedia-koncernen – og præsenteret som sandheden om, hvad der skete dengang. Især når Allen v. Farrow netop ikke er en dokumentarserie, men et partsindlæg i forklædning.

Sammenligningen med Cosby, Weinstein og Polanski er noget nær seriens største svinestreg – en uskøn form for guilty by association-strategi. Ja, Woody Allen var magtfuld, men Mia Farrow var ikke frøken hvem-som-helst: Kendt og respekteret skuespiller, også før hun mødte Allen, datter af Hollywood-veteraner og, ja, tidligere gift med både Frank Sinatra og André Previn. Allen v. Farrow og Farrow selv forsøger at sælge seerne eventyret om en sød, ydmyg, filantropisk kvinde, der må gå så grueligt meget igennem, før hun kan opleve retfærdighed. I de telefonsamtaler med Allen, som hun har optaget, lyder hun forvirret og uforstående over det angiveligt skete, men hun formår alligevel at stille snedige spørgsmål i et, formoder jeg, forsøg på at få ham til at blamere sig. Alt det, venner og familie siger om hende i serien, bekræfter kun dette falske selvbillede, mens Allen hænges ud som kold og kynisk.

Mia Farrow i Roman Polanskis «Rosemarys Baby».

Ingen kritiske spørgsmål

Amy Ziering og Kirby Dick stiller nemlig ikke ét eneste kritisk spørgsmål til Mia Farrow. Hvorfor nævnes det ikke, at hun i mange år selv forsvarede Roman Polanski mod anklagerne om overgreb? Hvorfor bliver det ikke nævnt, at to af hendes adopterede børn begik selvmord, og at et tredje døde i fattigdom efter at have kappet forbindelsen til sin mor? Hvorfor problematiseres ikke hendes ekstreme behov for at adoptere fysisk handicappede børn fra Afrika og Asien på samme måde, som Allens tætte forhold til Dylan problematiseres (Mia Farrow har i alt haft 14 børn, 10 af dem adopterede)? Er det en form for frelserkompleks, hun lider af?

Hvorfor nævnes det ikke, at Mia Farrows egen bror har siddet i fængsel for seksuelle overgreb på to drenge? Hvorfor tillægges Dylan og Ronan Farrows ord større vægt end Moses Farrow og Soon-Yi Previns? De to sidste har begge fortalt skrækhistorier om en forfærdelig mor, der slog og terroriserede sine børn, når de ikke gjorde, som hun krævede. Hvorfor er de mindre troværdige end de af Farrows børn, der støtter hende?

Hvorfor hører man ikke fra Dylans barnepige, Monica Thompson, der i forbindelse med forældremyndighedssagen i 1993 udtalte, at Woody Allen var en bedre forælder end Mia Farrow? Hvorfor kommer Dylans terapeut, der oprindeligt blev hyret, fordi Dylan ifølge begge sine forældre levede i en fantasiverden, ikke til orde? Og hvorfor taler Ziering og Dick ikke med dokumentaristen Robert B. Weide, der tidligere har lavet en fire timer lang dokumentarfilm om Allen – Woody Allen: A Documentary – og som også har beskæftiget sig indgående med sagen?

The Guardians Hadley Freeman har i øvrigt skrevet en glimrende artikel om alt det, der så bekvemt er udeladt i Allen v. Farrow, hvilket i hendes øjne gør serien til et stykke PR.

Der drages så mange uvederhæftige konklusioner og laves så mange problematiske sammenstillinger i Allen v. Farrow – og det er i forvejen en kompleks sag fuld af misforståelser – at jeg fik en dårlig smag i munden, og jeg forstår ærlig talt ikke, at så mange anmeldere på den ene side i større eller mindre grad erkender seriens ensidighed og på den anden side godtager dens påstande og i ramme alvor mener, at Allen på den baggrund er skyldig. De må mene om Allen, hvad de vil, men jeg forstår altså ikke, at de fæstner deres lid til så ublu et stykke propaganda.

Fra «Manhattan» (1979)

Unge kvinder og ældre mænd

Ja, enkelte af Woody Allens film handler om ældre mænd og yngre kvinder, men faktisk er det kun få af dem, han selv spiller hovedrollen i. Alligevel bliver det sagt i serien, at instruktøren med sine film har groomet verden til at acceptere unge kvinders forhold til gamle mænd. Det er så uhyrlig og samtidig latterlig en påstand, der ignorerer det faktum, at maj-september-romancer er en gammel Hollywood-kliché, som Allen trods alt ikke skal have skylden for, hvor utiltalende man så end må mene, at den er.

Og i de af Allens film, hvor der er en reel aldersforskel mellem nogle af personerne – Whatever Works, Crimes and Misdemeanors, Hannah and Her Sisters, Everyone Says I Love You– handler om kvinder i 20’erne, 30’erne eller 40’erne og så ældre mænd – eller en ældre kvinde og en yngre mand som i Bullets over Broadway og Wonder Wheel. Men i langt de fleste af Allens film, der beskæftiger sig med forholdet mellem mænd og kvinder – The Purple Rose of Cairo, Another Woman, Annie Hall, Interiors, Manhattan Murder Mystery, Anything Else, Blue Jasmine, Café Society for nu at nævne nogle få – skildres forholdene som ligeværdige, også aldersmæssigt.

Dianne Wiest og John Cusack i «Bullets over Broadway» (1994)

Den eneste af Allens film, som Amy Ziering og Kirby Dick kan bruge som tematisk og visuelt bevis for deres påstand – og det gør de så også – er mesterværket Manhattan, hvor Woody Allen selv spiller en mand i begyndelsen af 40’erne, som har et forhold med en pige på 17. Men det gør ham altså ikke pædofil, hvilket synes at være den underliggende konklusion – også hos en journalist fra The Washington Post, Richard Morgan, der har gravet i Woody Allens arkiver – de ligger på Princeton – og synes, at instruktørens fascination af unge kvinder må være et tegn på, at han er en klam stodder. Det skrev Morgan for et par år siden en temmelig tendentiøs og ubehagelig artikel om til sin avis, og han får nu lov til at gentage de slibrige påstande i Allen v. Farrow. Jeg skrev dengang selv om artiklen og Morgan i min avis, Information.

Og så for at vende tilbage til begyndelsen: Jeg ved godt, hvad og hvem jeg tror på – efter at have dykket ned i sagen gennem flere år. Men jeg vil stadig ikke påstå, at jeg kender den fulde sandhed om, hvad der skete den sommerdag i 1992. Det skal blot ikke forhindre mig i at reagere på en serie som Allen v. Farrow, der ikke er interesseret i nuancer eller en fair behandling af sit emne. Det er en aktivistisk serie, som nok giver stemme til en overlever, Dylan Farrow, men som ikke reelt synes at være interesseret i at finde ud af, hvad eller hvem det er, hun har overlevet.

Det er en dybt ulykkelig sag, og nu trækkes alle Mia Farrows børn – inklusive de tre, hun har med Woody Allen – igen gennem mediemøllen. Der er ingen vindere i den sag, kun tabere.

Enkelte afsnit af denne tekst har tidligere været trykt i Dagbladet Information.