Cannes 2011: Etter å ha uttalt seg om nazismen og sitt forhold til Adolf Hitler, ble Lars von Trier erklært persona non grata av the såkalte board of directors i Cannes tidligere denne uka. Det betyr at regissøren ikke lenger er ønsket som deltaker på festivalen i fremtiden, og videre at han må holde seg 100 meter unna festivalpalasset. Avgjørelsen har møtt sterke reaksjoner både for og i mot, blant annet har flere danske filmarbeidere gått ut og støttet festivalledelsen.

Denne teksten står opprinnelig på nettsidene til danske Information, der Christian Mongaard er filmredaktør og journalist.

I Stanley Kubricks Spartacus er der en meget berømt scene, hvor romerne kommer for at hente titlens slaveleder og rebel. De spørger en stor gruppe forsamlede slaver, hvem der er Spartacus, og Kirk Douglas, der spiller Spartacus, rejser sig op og siger, «jeg er Spartacus.» Næsten med det samme rejser en af de andre slaver sig op og siger det samme, «jeg er Spartacus.» Og endnu én og endnu én. Snart har de alle rejst sig og erklæret, at de er Spartacus.

Det har jeg lyst til at gøre; rejse mig op i solidaritet med Lars von Trier og erklære, at jeg også er nazist. Ikke fordi jeg er det – intet kunne ligge mig fjernere – men fordi jeg synes, at al den ballade, der er kommet ud af den danske filminstruktørs udtalelser på pressemødet for Melancholia i onsdags, er tosset.

Jo, jeg forstår godt, at man kan føle sig stødt og krænket, og ingen tvivl om, at Triers udtalelser på pressemødet i onsdags var ubetænksomme og dumme -- selv om de ikke skulle tages seriøst. I hvert fald ikke den del af dem, hvor han kaldte sig selv nazist. Rigtigt er det, at han sværmede for nazismen i tidlige film som Befrielsesbilleder og Europa – dog ikke for nazismen som ideologi, men for nazismen som æstetik. De to film er lavet på et tidspunkt, hvor Trier troede, at han var af jødisk herkomst, og i Europa spiller han endda selv rollen som jøde.

Men jeg forstår ikke, at Søren Espersen fra DF (Dansk Folkeparti, red.anm) kræver de offentlige støttekroner, der er givet til Triers film, tilbage – har han overhovedet set pressekonferencen og Triers udtalelser i sammenhæng? Hvor er alle de, der forsvarede den grænseløse danske humor, ytringsfriheden og retten til satire i forbindelse med Muhammedkrisen? Hvordan er Triers udtalelser om nazismen anderledes end tegningerne af Muhammed? Den store forskel er efter min mening, at hvor Trier nok var ude på at provokere, så ville han ikke såre eller gøre ondt.

Jeg forstår først og fremmest ikke, hvorfor filmfestivalen i Cannes lyser Trier i band – har den mere end 20 mand store bestyrelse, hvis beslutning det var (det var ikke den daglige ledelses), set pressekonferencen i sin helhed? Eller reagerer de på et politisk eller økonomisk pres i spændingsfeltet mellem kunst og kommers? Åbenbart sidder der både politikere og offentlige sponsorer i bestyrelsen.

Den franske kulturminister har bakket op om beslutningen om at smide Trier – men ikke hans film på porten. I det hele taget er franskmændene tit ømme over for denne slags kontroversielle sager, hvor man kan sige dem noget på moralsk set. De har så også en del at have dårlig samvittighed over i forhold til landets behandling af jøderne under Anden Verdenskrig og både før og efter de indfødte i de mange kolonier, Frankrig har haft, ikke mindst algerierne.

Muligvis har en af filmfestivalen store sponsorer har lagt pres på bestyrelsen og truet med at trække sig, hvis ikke de smider Trier ud. Man har ikke lyst til at se en mand, der er blevet stemplet som nazist, evt. modtage en pris med sponsorens logo hængende på væggen i baggrunden.

Det er, så vidt jeg ved, aldrig tidligere sket, at en instruktør er blevet erklæret persona non grata i Cannes. Det er et voldsomt skridt, og begrundelsen, festivalen kommer med, er paradoksalt nok lige så meget et argument for ikke at gøre det:

Cannes Festivalen giver kunstnere fra hele verden et exceptionelt forum, hvor de kan præsentere deres arbejde og forsvare friheden til at udtrykke sig. Festivalens bestyrelse, som har holdt et ekstraordinært møde denne torsdag den 19. maj 2011, beklager dybt, at dette forum er blevet brugt af Lars von Trier til at komme med kommentarer som er uacceptable, intolerante og imod de idealer for menneskelighed og generøsitet som hersker over hele eksistensen af festivalen.

Interessant er det også, at filmfestivalen i Cannes vælger at smide Lars von Trier på porten samme år, som man viser film af to iranske filmskabere, som forfølges i deres hjemland, fordi de er systemkritikere, kunstneriske rebeller. Den ene af dem, Jafar Panahi, er blevet smidt i fængsel i seks år og må ikke lave film i 20 år, og mens festivalen giver ham sin udelte opbakning, skyr man Trier som et brændt barn.

Og samtidig har man inviteret Mel Gibson til Cannes for at promovere sin nye film, Jodie Fosters The Beaver. Gibson, hvis far er Holocaust-tvivler, har gennem de seneste år har gjort sig mere end uheldigt bemærket med antisemitiske bemærkninger og ubehagelige tirader mod sin ekskæreste.

Der er et eller andet i den logik, som ikke hænger sammen, og som synes at have mere med økonomiske og politiske hensyn end filmkunst at gøre. Trier er en provokatør – det har han altid været – og i år trådte han ved siden af, så det gav genlyd verden over. Han gav endda en undskyldning, som festivalen bad ham om, og til den officielle festivalvisning af Melancholia – adskillige timer efter det famøse pressemøde – blev han modtaget på toppen af den røde løber med smil og kindkys af festivalens to daglige ledere, kunstnerisk chef Thierry Fremaux og præsident Gilles Jacob.

Mindre end et døgn senere var han blevet smidt ud på røv og albuer. Det er derfor, at jeg har lyst til at sige, jeg også er nazist.

Her er et utdrag fra Melancholias pressekonferanse: