Analysen: Amors baller (2011)

Da jeg forlod kinoen efter at have set pubertets- og fodboldfilmen Amors baller følte jeg mig helt paf over filmens trivialitet. Det er ikke fordi denne barne- og ungdomsfilm af debutanten Kristoffer Metcalfe er specielt dårlig. Der er intet specielt ved denne film. Den er bare ramt af banalitetens problem: udtrykket er kraftesløst fordi det er gentagelse. Slapheden smitter, fordi filmens ambitionsniveau ikke overskrider rutinetænkningens runddans.

Det er muligvis også dette repetitionsmoment, som udgør filmens særlige overlevelsesevne, for ikke at sige styrke, i forhold til sin målgruppe. For hvad ved jeg om at være cirka 14? For at vide noget styrede jeg efter forestillingen ind i klyngen af 10-12-årige drenge, som havde samlet sig uden for kinoen, for at høre lidt om hvad de havde fået ud af filmen. Var den bra? «Ja!». Hvad var det bedste ved den? «Happy-endingen!» Hvad var det dårligste? «At den var for kort!». Hvad var det morsomste? «Tjukkasen!». Var den realistisk? «Ja!».

En midaldrende filmvidensskabsmand bliver slået af ydmyghed i et slikt selskab. For hvad ved jeg? Det rituelle og socialt tilfældige ved kinopolevelsen slår én: spørgsmålet om hvem man er sammen med, når graden af feelgood skal måles, hvad man er sammen om, hvem man er. Omvendt gribes man af synspunktet til den såkaldte biokulturalisme: teksten er netop ikke et hvad som helst for hvem som helst! Ifølge toneangivende  nydarwinister i film- og medievidenskaben stikker imitationsimpulsen så dybt i vor almenmenneskelige omgang med fiktionstekster, at vore løbende evalueringer af dem (At Være Eller Ikke Være Terningkast Seks) fremstår som krusninger på overfladen. Før de sociale og kulturelle påvirkninger må der eksistere et mentalt beredskab, som kulturen kan bygge på: enkle successkabeloner, primitiv humor, happy-endings og tjukkaser. Sex. Eller for at bruge filmens eget evolutionspsykologiske vokabular: Amors baller.

Heri ligger altså banalitetens styrke: udtrykket hviler i en tradition, som muligvis hviler i en menneskelig natur. Selv når medieritualerne kører på deres mest middelmådige i alt fra dataspil og romantiske komedier til porno og ungdomsfilm virker de fortsat på en og anden, fordi de bygger på gentagelsen (i dette tilfælde med en ikke ubetydelig publikumssucces: i premierehelgen toppede filmen med 13.000 tilskuere). Lad mig derfor tage den dybe indånding og vurdere Amors baller på filmens ”egne præmisser”, som det hedder. Den populære genrefilms præmisser. Bliver det dermed en bedre film?

Jenter på Norway Cup i «Amors baller».

Amors baller handler altså som barne- og ungdomsfilm om Norway Cup som et sted for fodboldspil og ung kærlighed. 14-årige Lucas fra Sverige flytter til det lille Grimsrud i Norge, hvor han ved et tilfælde får en fodbold i hovedet, afsendt af den dejlige Susanne, som også er lokal fodboldspiller. Forelskelse ved første blik. Kort tid efter udvikler Lucas et venskab med den lettere overvægtige Stian, filmens komiske side-kick, som også er søn af træneren til byens bedste guttelag. Den fodbold-uerfarne Lucas bliver med på laget som reserve, drager af gårde til Norway Cup, mobbes af de tøffe fodbolddrenge, men ender i løbet af turneringen med at score Susanne for næsen af hendes hidtidige kæreste, den barske Petter, som er spiss og kaptajn på fodboldholdet.

Det er inden for rammerne af denne forudsigbare fortælling, at vi overvældes af ting, som vi har set før. Det gælder persontegningen i historien (underdog’en som vinderfigur, prinsessen med det gode hjerte, den suspekt-glatte fodboldhelt, den godmodigt-obskøne 15-års-pervo). Det gælder dialogen (den American Pie-frimodige blanding af banderi, grisesnak og homofobisk fnisen). Det gælder musikken (blød forelskelsespop, up-beat P3-musik under montagesegmenter). Det gælder de enkelte indstillinger (kys som afbrydes før de kommer igang, solopgangen efter Young Love-sexen). Det gælder klipningen (POV-glimt af nøgen pigehud, parallelklipningen af de søvnløst forelskede unge på hver sin gulvmadras i hver sin gymnastiksal). Det gælder gummiet som en genrespecifik rekvisit.

Oven i al denne formel- og genretro feelgood bliver mange af klichéerne iscenesat på et kompetent niveau: fortællingen kører af sig selv, teknikken fungerer, de unge skuespillere er ikke dårlige (navnlig Harald Borg Weedon med doggystyle-hoftebevægelserne dækker Stian godt) og på voksensiden gentager Fridtjov Såheim glimtvist, men effektivt rollen som ilter trænerprop fra Keeper’n til Liverpool (Arild Andresen, 2010). At de purunge mennesker holder sig til Tuborg, debutantøllen frem for nogen, vidner desuden om en vis research.

Så hvad kan man forlange mere? I ét ord: kvalificering. Dybest set handler ungdomskomedien (hvis vi skal forstå denne overfladiske film i dybden og selvfølgelig skal vi det) om kvalificeringsprocesser. For det første drejer Amors baller sig om den konkurrencedrevne udvælgelsesproces ved en fodboldturnering. For det andet udnytter filmen en central myte: historien om helten, ovenikøbet Amor, som kvalificerer sig til prinsessen og det halve kongerige og vinder sig selv. Hvad formidlingen af disse klassiske kvalificeringstemaer angår fremstår Amors baller som en underachiever.

Fridtjov Såheim og Harald Borg Whedon som far og sønn i «Amors baller».

Det springende punkt hedder, når vi snakker mainstream-realisme i selv den letteste filmgenre, ”troværdighed”. Dét som er værd at tro på. Værd at hidse sig op over. Det er ok, at Marcus næppe har kondi til næsten at overhale en bus, når han til sidst på sin Christiania-cykel vil stoppe Susanne inden hun forsvinder ud af hans liv. Det er også ok, at vi har set scenen en milliard gange før – fra Manndomsprøven til Notting Hill. Men det er ikke ok, når scenen kommer som endnu en dårlig undskyldning i pølserækken af tynde udflugter og usandsynligheder og andre sociale filmkonstruktioner uden baller. Når scenen ikke har andet at byde på end sig selv som gentagelse.

Lad mig trække filmens to værste utroværdigheder frem: 1) Marcus, som aldrig har spillet fodbold, bliver efter én træning med på et fodboldhold med realistiske ambitioner om at vinde Norway Cup. 2) Den spinkle nerd Marcus hugger byens lækreste dame fra byens tøffeste fodboldhelt.

Det værste i filmens fodboldsammenhæng er ikke det ubehjælpsomme fodboldspil (hvor den ’dygtige’ fodboldspiller Susanne ikke får nogen hjælp af filmens klipper) eller den løse tråd (Stian underkaster Marcus hård træning á la Richard Gere i En officer og en gentleman, men hvad kommer der ud af prøvelserne?). Det kunstnerisk set ærgerlige er, at denne første film om Norway Cup ikke tager fodbold bare en smule alvorligt. Heller ikke denne film. Hvornår får vi en spillefilm, som forsøger at aflure dette centrale spil dets færdigheder og hemmeligheder? Som gør det i øjenhøjde med spillerne? Som gør det i øjenhøjde med sit barne- og ungdomspublikum? Hvornår vil vi se en både folkelig og passioneret tolkning af dette mikrokosmos af fysisk handlekraft og våde drømme, rivalisering og ømhed, skam og hidsig kropslugt, som hver dag gennemspilles på de tusind fodboldbaner af norske mænd mellem fem og fyrre?

Kåre Hedebrant som Lucas i «Amors baller».

Der er heller ikke noget i vejen med det utrolige i sig selv: underhunden scorer overhundens dame. Hvad der provokerer mig er frækheden i at man tager klichéernes kraft for givet. At man regner med at de gør jobbet uansett. Selvfølgelig lader det sig gøre i en populær genrefilm at forene en vejrdameagtig Barbie som Susanne (ikke dårlig spillet af Eira K. Stuedal) med en pudsigt veslevoksen Bambi som Lucas (spillet af Kåre Hedebrant, den unge stjerne fra den svenske vampyrfilm La den rette komme inn). Især havde dette været problemløst, hvis filmen havde været fandenivoldsk. Men det er den jo ikke. Den gør tværtimod som man plejer: lader Marcus fremstå som karismatisk (med en pludselig pep-talk til sine fodboldkammerater) og handlekraftig (ved at lægge sig mellem en engelsk fodboldbølle og Susannes fodboldheltkæreste som fredsmægler), selv om Hedebrant i hovedrollen i og uden for disse nøglescener fremstår som alt andet end karismatisk og handlekraftig. Kvalificeringsprocesserne, som filmens målgruppe kender fra deres eget liv i junglen, tages ikke alvorligt.

Dermed undervurderer man i Amors baller en hovedkraft i ungdomsfilmens typiske dannelseshistorie: fortællingen om det unge menneske, som gør verden til sin ved at forme den som sin fortælling. Jeg må derfor give de glade, unge mennesker efter forestillingen forleden ret: filmens fejl er dens korthed. Ikke alene bliver de 10-15-årige snydt for de fiktive figurers gode selskab efter kun halvanden time. Som tilskuere bliver vi i almindelighed snydt for transformationskraften i fortællingens gradvist fremadskridende og dynamiske årsag og virkning-kæde. Glæden ved at blive overbevist og positivt overrasket: dette kunne være mig.

Det er her en godmodig tjukkas trækker på skuldrene: «Herregud, det er jo bare en film!». Javist er det det. Er det nok?