Det er svært at komme i tanke om en filmkunstner, der som Lars von Trier udfordrer både sig selv og publikum for hver film, han laver. Antichrist, der vakte berettiget vakte opsigt ved filmfestivalen i Cannes i 2009, er en personlig og universel film, hvor Trier arbejder sig igennem sit livs vel nok værste depression med publikum på og samtidig får sagt kloge og provokerende sandheder om mænd, kvinder og det aldrig ukomplicerede forhold mellem de to køn. Dertil kommer, at Antichrist er en af de smukkeste og visuelt stærkeste film, jeg længe har set. Trier søger ekstremerne i sit udtryk, nogle gange for chokkets skyld, andre gange er der en dybere mening med galskaben. Alene filmens åbningssekvens, hvor Han og Hun dyrker sex, mens deres lille søn falder i døden, iscenesat til tonerne af Händels Lascia ch’io pianga from Rinaldo, er noget nær uafrystelig. Antichrist er en film, man elsker og hader på én og samme tid. Årets film for mig.
En teknologisk og visuel triumf og samtidig et medrivende eventyr fra en anden verden, bygget op fra bunden af James Cameron.
En af Pixars allerbedste film og selskabets 10. succes på stribe. Selskabet kan det, som mange af deres konkurrenter ikke formår: At fortælle gode historier på en underholdende, bevægende og visuelt tilfredsstillende facon.
En intens film, næsten en thriller, om mennesker i krig. Kathryn Bigelow laver film om mænd under pres, og hun forstår dem – og formår at skildre dem – bedre end de fleste af sine mandlige kolleger.
Nicolas Winding Refns engelsksprogede gennembrud med en respektindgydende præstation af Tom Hardy. Et alternativt og energisk kunstnerportræt af en kunstner uden kunst, nemlig vaneforbryderen, voldsmanden og performeren Charles Bronson, hvis brutale gerninger bliver kunstværket i sig selv.
Henry Selick tager endnu et stort teknologisk skridt med sin stop motion-filmatisering af Neil Gaimans bog. Ligesom forlægget tør filmen fortælle en både sjov og uhyggelig historie for store børn og deres voksne.
Clint Eastwood kan endnu. I en alder af 79 år laver han en slags humanistisk korrektiv til Dirty Harry. Han blæser på den politiske korrekthed, og resultatet er både humoristisk og dramatisk.
Den opsigtsvækkende historie om den franske linedanser Philippe Petits linegang mellem World Trade Centers tvillingetårne i 1974 fortalt som kupfilm. James Marchs Oscarvindende dokumentarfilm er spændende som en thriller og samtidig et portræt af en kunstner, der sætter livet på spil for at udøve sin kunst.
En gang imellem ser man en film, der er så bjergtagende og anderledes – så meget et produkt af ét menneskes fantasi og vilje – at man må bøje sig i støvet. Tarsems The Fall er en sådan film. Et billeddigt, der samtidig fortæller en næsten episk historie om venskabet mellem to sårede sjæle.
(filmen ble sluppet på kino i Danmark først i 2009, red.anm.)
Laurent Cantet fik fortjent Guldpalmen i Cannes i 2008 for denne virkelighedsbaserede, men iscenesatte skildring af det aldrig kedelige, men bestemt heller ikke uproblematiske liv i en skole i et socialt udfordret kvarter i Paris. En idealistisk lærer forsøger at engagere og aktivere sine noget vanskelige elever, men indimellem føler han sig som Don Quixote, der kæmper mod vindmøller.