Regissør Peter Weir

Jeg kan ikke huske, om den første Peter Weir ^[1]-film, jeg så, var Picnic at Hanging Rock ^[2] (1975) eller Witness ^[3] (1985), men jeg kan huske, at begge film gjorde et stort indtryk på mig, da jeg så dem første gang. Picnic at Hanging Rock, fordi den fortæller historien om nogle skolepigers mystiske forsvinden med lige dele suspense og uhåndgribelig mysticisme. Witness, fordi det er en elementært spændende thriller, der i virkeligheden handler om mødet mellem to meget forskellige kulturer.

Peter Weir, der lavede sine første film i hjemlandet Australien, har gennem efterhånden mange år arbejdet inden for det amerikanske studiesystem, og flere af hans film har været om ikke blockbusters så i hvert fald bredt appellerende værker – ikke mindst Dead Poets Society ^[4] (Dagen er din, 1989), Green Card ^[5] (1990) – der dog stadig bærer Weirs præg, som Hollywood heldigvis ikke har formået udviske. Hans film har måske et forførende ydre – han er også en blændende billedmager – men der er meget under overfladen, og det er ikke alt sammen lige kønt.

Instruktøren er ikke voldsomt produktiv; i løbet af små 40 år har han som en ægte auteur kun lavet et dusin spillefilm, som stort set alle er variationer over samme tema: Skarp civilisationskritik ofte formet som et kulturmøde eller -sammenstød. Det være sig mellem aboriginerne og de hvide australiere i The Last Wave ^[6] (1977), det moderne Amerika og Amish-folket i Witness, opfinderen og junglen i Moskitokysten, nye og gammeldags værdier i Dead Poets Society, amerikansk småborgerlighed og fransk boheme i Green Card og videnskab og sømandskab i Master and Commander ^[7] (2007).

Harrison Ford i «Witness» (1985)

Alle hans film rummer en spirituel dimension, som kan være svær at sætte ord på, men som ikke desto mindre afslører instruktøren som en engageret humanist og intellektuel med den største respekt for naturen og andre mennesker og kulturer – og en dyb tvivlen på, at alle andre er lige så åbne og tolerante. Det er ikke for ingenting, at han er blevet kaldt ’kulturpessimist’.

Peter Weir har efter min mening endnu ikke lavet en dårlig film; faktisk er langt de fleste af dem rigtig gode og enkelte regulære mesterværker. Personligt holder jeg meget af instruktørens seneste film, Master and Commander, men også mediesatiren The Truman Show ^[8] (1998) og det psykologiske drama Fearless ^[9] (1993) er blandt mine favoritter. Jeg har talt med Weir to gange, begge gange i telefonen, og han forekom mig at være en meget imødekommende og venlig mand. Over de neste sider følger interviewet, som jeg lavede med ham i forbindelse med premieren på Master and Commander i 2007..

[Intervjuet ble publisert i den danske avisen Dagbladet Information første gang 29. mai 2007, og fremstår her i sin originale form, med bilder lagt til av Montages. Red.]

Hver film er et frisk lærred
Der er specielt én detalje i Peter Weirs nye film, Master and Commander, som er meget fascinerende. Filmen foregår til søs under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet og viser blandt andet et par intense skudvekslinger mellem to skibe, et engelsk og et fransk. Normalt i den slags film er man vant til at høre braget fra kanonerne, når de affyres, og så  ser man en masse røg og splintret træ flyve om ørerne på mandskabet, når kanonkuglen rammer. I Master and Commander oplever vi, hvor farlige kanonkugler egentlig er, når de rammer og lemlæster besætningsmedlemmer eller pløjer sig gennem skibet, lige under dækket, og anretter betydelig skade.

I det hele taget er der kælet for detaljerne i filmen, der prøver at gengive, troværdigt og sandfærdigt, hvordan det var at leve ombord på et krigsskib for 200 år siden. Master and Commander er en film, som forlader sig mere på stemning og karakterer end på en traditionelt fremadskridende handling, hvilket også er med til at gøre den så meget anderledes end andre film i genren.

Ingen kvinder
»If you can’t be first, be best,« siger Peter Weir i telefonen fra London, hvor jeg har fanget den australske instruktør på turné med Master and Commander. »Hvis det er forfængelighed, så vedkender jeg mig det. Man giver stafetten videre fra filmskaber til filmskaber og historiefortæller til historiefortæller i denne meget unge industri og meget unge kunstart. Jeg studerede de tidligere film i genren og bemærkede, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre. Der er film, som jeg beundrer, men de fleste af dem mislykkes af den ene eller den anden grund.« En af de største fejl, man kan begå, siger Weir, er at introducere en kærlighedshistorie. Det er at gør det for svært for sig selv.

»En film, som begynder godt, lad os tage Gregory Peck ^[10] i Captain Horatio Hornblower ^[11] (1951). De ligger i kalmebæltet, og der er en meget interessant stemning. Fjenden er måske nok skildret lidt corny, men man hænger stadig på, og så træder hun ombord, en kvinde fra 1950’erne, og historien drejer i en helt anden retning. Det er ikke for at sige, at det ikke er muligt, men det gør det meget svært at skabe en virkelighed ombord på et skib, hvor der meget sjældent var kvinder.« Og kvinder er der ingen af i Master and Commander, der foregår en mandeverden og har venskabet mellem to meget forskellige mænd som sit dramatiske omdrejningspunkt.

Et lille parlament
Det britiske flådefartøj HMS Surprise befinder sig i 1805 ud for Brasiliens kyst og har fået til opgave at kapre eller sænke det franske skib Acheron, der gør farvandet usikkert for alle, som sejler under engelsk flag. Den respekterede kaptajn Jack Aubrey (Russell Crowe ^[12]) står i spidsen for en besætning på små 200 mand, inklusive sin gode ven og skibets læge, Stephen Maturin (Paul Bettany ^[13]), som ikke ligefrem deler Jacks passionerede forhold til søen og slaget. Maturin er ivrig amatørbotaniker og -zoolog på et tidspunkt i historien, hvor mange arter endnu er uopdagede, og han vil hellere dyrke sin lidenskab på de nærliggende Galapagosøer og kaste lys over evolutionen end sammen med Jack jagte Acheron, hvorfor de to mænd mere end én gang kommer op at toppes. »Kun krig kaster to så forskelligartede mennesker sammen,« siger Peter Weir.

»Stephen er den moderne mand. Han er et produkt af oplysningstiden og udviklingen i naturvidenskaberne – hvad vi i dag ville kalde venstreorienteret. Kaptajn Aubrey er en figur, som stort set er forsvundet fra verden. Han er en af den slags søkrigere, der ikke længere hjemsøger havene. På en måde repræsenterer han højrefløjen, og jeg synes, at de diskussioner, der er mellem de to, er som et lille parlament bag i skibet – højre og venstre, som har brug for hinanden, og et eller andet sted opstår der en balance. Det forekommer mig, at Stephen holder fast i Jacks ærlighed, mens Stephen ikke kunne sejle det skib og kæmpe i et kritisk øjeblik, så han har brug for Jack.«

Førstehåndsberetninger
Master and Commander er baseret på en række af den britiske forfatter Patrick O’Brians (1914-2000) populære bøger, der handler om Jack og Stephens søeventyr, og den realisme, som Weir gerne ville præge filmen med, fandt han i vid udstrækning hos O’Brian. »O’Brian er så effektiv, at hvis han havde været interesseret i det, så kunne han have givet sig ud for at være … han kunne have sagt, at manuskripterne blev fundet i en kuffert tilhørende en gammel søkaptajn, kaptajn O’Brian. Og man ville have troet på det, fordi han på ingen måde skriver lænestolsagtigt eller pådutter fortiden sine moderne meninger. Det er, som om han selv har oplevet et søslag.« Førstehåndsberetninger er noget af det, som Weir gerne benytter sig af for at give sine film autenticitet, som f.eks. da han talte med overlevende fra et flystyrt i sin reasearch til Fearless (1995).

»Det kan på en eller anden måde mærkes på filmen,« siger han.

»Der er meget få øjenvidneberetninger om at opleve den form for nærkamp, som man ser i Master and Commander. Men der var en mand, som var meget god. Frederick Marryat, der blev forfatter, og som faktisk tjente med Lord Cochrane, der har inspireret til Jack Aubrey. Marryat beskrev, bare i en sætning, sit første søslag som kadet, tror jeg, at det var, og han havde nogle kommentarer, som man aldrig ville have tænkt på selv. De havde at gøre med lyde, lyden af kanonkugler, der nærmer sig, og deres anslag og hans reaktioner på det. Det var et udgangspunkt, og så var jeg selv nødt til at forestille mig resten.« Det har været en vanskelig proces at genskabe de mange detaljer, men også meget stimulerende, siger Peter Weir, som fik bygget et skib i fuld størrelse og genskabte søslag og stormvejr med en blanding af gammeldags special effects, modeller og computereffekter.

»Det er i orden med hårdt arbejde af den kreative slags, hvis man får det tilbage, og det bliver som en cirkel. Man sender det ud, og andre bringer det tilbage. Der var en stor entusiasme fra de mennesker, jeg havde omkring mig. På en film som den her vælger jeg mine skuespillere med stor omhu, ikke kun på grund af deres evner, men også på grund af deres personlighed. Det er på en måde som at vælge deltagere til en ekspedition. Ligesom Shackleton ledte jeg efter bestemte typer mennesker velvidende, at vi ville blive sat på en prøve.«

«Picnic at Hanging Rock»

Friske lærreder
Peter Weir er en af de kun få instruktører, som endnu ikke har lavet en dårlig film. Han vælger sine projekter med omhu, bruger tid på dem, og lige siden sine australske dage og film som Picnic at Hanging Rock (1975) og Gallipoli ^[14] (1981) har han formået at bevare sin integritet og lave interessante og udfordrende film. Også efter at han flyttede til Hollywood og debuterede med thrilleren Witness (1985) og lavede blandt andet The Mosquito Coast ^[15] (1986), Dead Poets Society (1989), Fearless (1993) og The Truman Show (1998). En hård civilisationskritik og brutale sammenstød mellem to uforenelige verdener synes at være nogle af de temaer, Weir dyrker i sine film – selv om han ikke selv er meget for at drage den slags paralleller. »Jeg vælger ikke at tænke for meget over det,« siger han.

»Jeg kan godt lide, at hver enkelt film er et frisk lærred. Naturligvis vil der være en eller anden form for forbindelse, når det er den samme person, som laver arbejdet, men jeg kan godt lide at overraske mig selv for at bevare min interesse. Jeg prøver at bruge mit håndværk til på bedste vis at præsentere min historie. Men hvis mine film har en ting tilfælles, så er det at give publikum den følelse af forundring, man havde som barn, når man så sine første film. Det var vidunderligt.«

Sundt med chancer
Weir er kendt for ikke at give køb på sine idealer. Når han laver en film, så insisterer han på at lave sin film. »Mit ansvar er i forhold til hele filmen, og hvis studiet ikke er enige i mine beslutninger, så må de få sig en anden læge, konsultere en anden specialist.« Russell Crowe har kaldt Master and Commander for »en artfilm til 150 mio. dollars,« og filmen er da også lidt af en satsning, hvis man ser på, hvilke film der ellers produceres i Hollywood. »Den mangler nogle af de Hollywood-agtige elementer, som man ville forvente i sådan en film, en dæmoniseret fjende, et hævnmotiv og en kærlighedshistorie,« siger 59-årige Weir, der for nylig i New York Times blev citeret for bemærkningen, »uden dristige satsninger ingen fremtid.«

»Der er ingen grund til at blive reaktionær på sine gamle dage,« siger han nu til mig. »Det er kun sundt for studierne at tage en chance i mainstream-underholdning, fordi ellers visner de. Det afhænger af, om man mener, at publikum får, hvad det vil have, eller om det tager, hvad det får.« Og indtil videre lader det til, at publikum tager, hvad det får – Master and Commander, der havde amerikansk premiere i sidste uge, har omsat for solide 25 millioner dollars alene i sin første weekend.

*

[Les også vår artikkel om Peter Weirs neste film The Way Back ^[16], med premiere i 2010.]