Christian Mongaard er filmredaktør i danske Informations filmavdeling, og frilanser for Montages. Dette intervjuet har tidligere vært publisert på avisens hjemmesider og i papirutgaven.

John Lasseter er et begejstret menneske, og det er svært ikke at blive smittet af hans begejstring, når man sidder over for den 52-årige, kreative chef hos både Pixar og Disney – og instruktør af film som Toy Story 1+2 og Biler – der som sædvanlig er iført en farvestrålende hawaiiskjorter. »En af de ting, vi hos Pixar fokuserer på, er vi vil lave fantastiske film, hvad enten de er animerede eller ej,« siger han, da jeg under filmfestivalen i Cannes møder ham til en snak om Pixars seneste værk, den computeranimerede Se opp, der åbnede årets festival. »Ja, der er en forskel. Jeg elsker animation, det er det, jeg vil bruge mit liv på. Men ud fra tanken om at underholde et publikum, bliver animerede film vist i de samme biografer, man betaler samme billetpris, man køber de samme popcorn, sidder i de samme stole og kigger på det samme lærred. Alligevel bliver animation anset for kun at være for børn eller noget anderledes. Men det er en film, og man vil gerne underholde publikum.«

Se opp, der er instrueret af Pete Docter med hjælp fra Bob Peterson, handler om den gnavne gamle enkemand Carl Fredericksen, der kommer på sit livs eventyr med spejderdrengen Russell. Carl fæstner tusindvis af balloner til sit lille træhus med, og så flyver det umage par ellers af sted. »På alle film er det en slags opdagelsesrejse af, hvad det egentlig er, man prøver at sige. Hvad handler filmen om? I denne film handler det om at omdefinere eventyret,« siger Pete Docter, da jeg også taler med ham i Cannes. »Carl er bekymret for, at han har fejlet som ægtemand, fordi han aldrig drog ud på det store eventyr, han lavede sin kone. Men det går op for ham, at han faktisk har været på det store eventyr, det største af dem alle, forholdet til sin kone. Det er noget, vi alle kan relatere til. Vi har alle store drømme – at løbe en maraton eller sejle jorden rundt – og det er der ikke noget galt i, men jeg ved fra mig selv, at man kan glemme at lægge mærke til sine nærmeste omgivelser, sine børn, der så hurtigt bliver store.«

41-årige Pete Docter, der var chefanimator på Toy Story og også instruerede Monsters Inc, fortæller, at historien voksede ud af samtaler mellem ham og Peterson. »Det er gået op for mig, at mange af de ideer, vi kastede frem og tilbage, handlede om flugt, flugt fra verden,« siger han. »Jeg ved ikke, om det er noget specifikt for animatorer. Men da vi kom til at tænke på det svævende hus, syntes vi, at der var noget i det, som kunne være sjovt at lege med. En anden ting på listen, var en gnaven, gammel mand, som man præcis ved, hvad vil gøre. Vi kombinerede de to elementer og begyndte at spørge os selv, ’hvor kommer han fra? Hvor er han på vej hen og hvorfor?’«

Carl Fredericksen er en firkantet, lille mand, og Peter Docter forklarer, at han og animatorerne arbejdede meget med at få hans udseende til at afspejle hans personlighed. »Carl er gået i stå. Han vil kun at være hjemme. Han har en måde at gøre tingene på hver dag. Han står op kl. seks, spiser sine svesker, venter på posten. Det gør han hver dag. Han er en firkantet person, som ikke ønsker at bevæge sig, og derfor prøvede vi at bruge designet af ham til at udtrykke, hvad der foregår inden i ham.«

Og instruktøren bruger udtrykket ’simpleksitet’, en sammentrækning af simplicitet og kompleksitet, om filmens visuelle design. »Vi vidste, at hvis vi gik udenfor for at filme et rigtigt hus, der svæver væk ved hjælp af balloner, ville man aldrig tro på det. Så vi var nødt til visuelt at skabe en verden, hvor det var muligt. Man overser ofte, hvordan designet påvirker historiens troværdighed. Man kan skabe forskellige universer, som har indflydelse på, hvad man kan acceptere. Det tiltaler også mig at prøve at forenkle og karikere tingene lidt mere. Det er også det, som animation virkelig er god til. Vi prøvede altså at føre tingene helt ned til det mest basale. Carl er en firkant, men hvis ser nærmere efter, kan han stadig lave alle de ansigtsudtryk, vi har brug for i en halvanden time lang film. Det kalder vi simpleksitet – fordi vi først gør det enkelt og derefter mere komplekst.«

Se opp er Pixars 10. computeranimerede spillefilm og den 10. succes i træk, hvilket Lasseter begrunder med, at Pixar – og nu også Disney, der for et par år siden købte Pixar og bad Lasseter lede den samlede animationsindsats – er et selskab, hvor filmskaberne bestemmer, ikke forretningsmændene.

»Vores filosofi er, at vi vil tiltrække fantastiske filmskabere, og vi vil inspirere dem til at få fantastiske ideer. Ideerne kommer fra hjertet, og de skal lægge deres liv og sjæl i disse film. Men de laver ikke filmene selv, det handler om samarbejde, og vi omgiver dem med talentfulde mennesker. Men jeg kan godt lide dem, der har en film i deres hjerte, som de gerne vil fortælle. Hver fjerde måned samles alle selskabernes kreative kræfter og ser alle film, ligegyldig hvor i processen de er, og vi giver instruktørerne feedback. Ingen af feedbacken er forpligtende, den er der bare, og instruktøren ved, at vi alle er samlet for at hjælpe ham eller hende med at lave den bedste film muligt. Selskabet hviler ikke, før filmen er fantastisk. Vi begyndte som et lille selskab, hvor vi ikke vidste, hvad vi ikke vidste – og gud ske lov og tak for det. Ellers havde vi aldrig lavet Toy Story. Men langsomt er vi vokset til et stort selskab, hvor vi sørger for at beskytte kreativiteten, og hvor vi kan lave en film om året uden at gå på kompromis med kvaliteten. Og det er meget vigtigt for os.«

Pixar er kendt for at tage chancer i en branche, den amerikanske filmindustri, hvor de fleste går med livrem og seler. Det er f.eks. de færreste, amerikanske film, hvor hovedpersonen er en sur, gammel mand.

»En rotte i et køkken (Ratatouille, red.), en robot på en skralddækket planet uden dialog (WALL·E, red.), legetøj, der bliver levende. Lige nu tænker man ikke over det, men da vi lavede Toy Story troede ingen på, at voksne ville gå ind og se filmen. Jeg sagde, ’det er latterligt. Det handler om at lave en god film.’ Hver eneste ting, vi har lavet hos Pixar, har ingen lavet før os. Det er et selskab af pionerer. Det er et selskab af folk, der tager chancer. Det er vi meget stolte af, og da Pete Docter kom til mig og fortalte om Se opp – hovedpersonen er en 70 år gammel mand – sagde jeg, ’fantastisk. Det bliver stort. Det har jeg aldrig set før.’ Det er den mest usædvanlige samling figurer i en film. Det er ren Pixar. Hver eneste figur er så unik og speciel, og man har lyst til at se dem igen. Det er en del af underholdningen. Det er så specielt, og det elsker vi.«

I det hele taget er de kreative kræfter hos Pixar, ikke mindst Lasseter selv, meget glade for de figurer, de skaber.

»Det tager fire-fem år at lave en film hos Pixar, og når man er færdig, tænker man ikke længere på figurerne som noget, man har skabt fra bunden,« siger Lasseter. Man kender dem så godt, at de næsten er blevet venner, Pixar-kolleger. Man ved, hvad de ville gøre i en given situation, og man elsker simpelthen at sætte dem i de situationer. Vi er i gang med en efterfølger til Biler, og Mater, den rustne kranvogn, er så sjov at arbejde med. I Toy Story 3 er det et ensemble af figurer anført af Buzz, Woody og Jesse, og det er så sjov at lave noget nyt sammen med dem. Udfordringen er, hvad følelserne skal komme fra. Du ser tusindvis af film, og du har set efterfølgere, hvor filmskaberne blot gør det samme igen og igen. Godfather II og Imperiet slår igen er for os to af de bedste efterfølgere, som var helt anderledes end originalen og endda gjorde originalen endnu mere interessant. Det var vores pejlemærke, da vi gik i gang med Toy Story 3 – at finde den nye følelse, det hele skal dreje sig om.