«Kon-Tiki»

Analysen

Kon-Tiki (2012)

Thor Heyerdahl er en figur af Ivo Caprino. Han er også et norsk mandighedsikon. En legendarisk eventyrer og en ”eventyrer”, som en ældre nordmand engang sagde til mig i et vrængende toneleje. Men Thor Heyerdahl er altså ikke mindst en figur af Ivo Caprino: stiv, lavet af træ, med et stirrende blik. Egocentrisk på den barnlige måde. Pibende stemme. En tørtrold.

Det er denne norske trold, som regissørparret Joachim Rønning og Espen Sandberg har et ømt og vågent øje for i deres storfilm om nationalhelten, Kon-Tiki. Det er denne underfundighed i figurtegningen, inkarneret i Pål Sverre Valheim Hagens vittige hovedrollepræstation, som gør filmen til noget andet og mere end alt det konventionelle, som den også er: et nationalt konsoliderende helteepos, en naturromantisk gutteroman, et hollywoodsk action-drama og en ugebladsartikel om mænd, som er fra Mars, og kvinder, som er fra Venus.

Det er også denne diskrete, ironiske distance i Kon-Tiki, som gør den til et klart bedre værk end regissørparrets forrige storfilm, Max Manus (2008). Filmen om Norges glorværdige okkupationstid er kemisk renset for underfundighed. Der finnes ingen flugtveje fra banaliteten i filmen om okkupationshelten. Denne gang viser Rønning og Sandberg overskud ved at hylde nationens arvesølv med solbriller i panden. Hvor det overkalkulerede okkupationsdrama ikke troede på sit eget alvor, tager tømmerflådedramaet sig selv alvorligt som skipperskrøne.

Skrønen er ikke en rigtig skrøne. Det ved vi godt! Filmen er based on a true story, selv om den bevidst afstår fra denne klassiske indledningsfrase. Thor Heyerdahls Kon-Tiki-ekspedition er indskrevet i Norges kollektive erindring i en grad, så man har bygget et museum til ære for den.

Ekspedisjonen forlater kysten i Peru.

Vi kender således alle historien om Heyerdahls rejse i 1947 over Stillehavet med fem kammerater på en tømmerflåde af balsatræ. Vi ved, at han med sin 8.000 km og 101 dage lange ekspedition fra Peru til de polynesiske øer ville bevise, at Polynesiens indbyggere i forhistorisk tid kom fra Latinamerika og ikke fra Asien, som man hidtil havde troet. Vi kender også efterspillet: Heyerdahls bog om ekspeditionen, som blev en international bestseller, hans film om den, som i 1952 fik Oscar som bedste dokumentarfilm, men også kritikken og kontroverserne. Tiden har ikke været venlig mod Heyerdahls teorier. Sagkundskaben anerkendte dem aldrig, og i dag har DNA-prøver af den polynesiske befolkning modbevist hans tese om koloniseringen fra øst.

Det er dette autentiske indhold, som skaber den særlige magi i et klassisk dokudrama som Kon-Tiki. Det er også det, som skaber filmens særlige autoritet. Ved at droppe ”based on”-forbeholdet tilgodeser man faktagenrernes hellige gral, nemlig virkelighedseffekten. Allerhelst ville regissørparret måske have indledt med et tekstskilt som det, der er indgangsportalen til Heyerdahls egen, gamle dokumentarfilm: «Det vi viser er virkelighet». Dermed var folk flest måske blevet ekstra imponerede. Dermed var måske endnu flere gået på kino.

At efterabe Heyerdahls gamle tekstskilt ville dog i praksis være umuligt for Rønning og Sandberg. Det ville have været for skamløst. I så fald ville alle dem, som har aktier i den virkelige historie – efterkommere af de autentiske ekspeditionsdeltagere og faghistorikerne for eksempel – have endnu bedre grund til forargelse. Regissørparret har desuden næppe villet en sådan virkelighedsgaranti. Rønning og Sandberg tilhører sammen med manusforfatter Petter Skavlan en generation af filmskabere, som for det første vedkender sig skrønen i enhver historiefortælling. For det andet tilhører de en ironigeneration, som midt i alt det storslåede ser komikken i norske videnskabsmænd i shorts.

Stillbilde fra filmen «Kon-Tiki»
Thor Heyerdahl i Pål Sverre Valheim Hagens skikkelse.

I denne analyse må vi altså samle os om hovedpersonen som figur. Thor Heyerdahl ejer i Kon-Tiki den vigtigste egenskab for en moderne romanfigur: Han er interessant. I romanefterlignende mediegenrer som den skrevne biografi, den biografiske spillefilm og portrætdokumentaren vil ”interessant” typisk sige ”sammensat” eller ”splittet”. I Kon-Tiki møder vi således hovedpersonen som en heltefigur med modpoler. Han er en doer og en drømmer. En kalkulerende ad-man og en antiautoritær videnskabsmand. En verdensmand og en bonderøv. En Mand med stort M og et Barn med stort B. Heyerdahl er både skandinavisk stiv og polynesisk tosset: En tørtrold.

Omsat til en tematisk terminologi handler denne bipolaritet om grænsedragningen mellem genialitet og galskab. Det er derfor valget af figuren Herman Watzinger virker oplagt. Filmens næstkommanderende på tømmerflåden har ikke meget med virkelighedens Watzinger at gøre, men som fiktiv kontrastfigur til Heyerdahl, spillet af Anders Baasmo Christiansen, er han vand på det ”interessante” dokudramas mølle. Kommandanten og hans næstkommanderende lignede i virkeligheden hinanden (den høje lyse og den høje mørke med Watzinger som den flotteste fyr), men i dokudramaet om dem minder de om det danske stumfilmsfarcepar Fyrtårnet & Bivognen: den høje og tynde og den lille og runde.

Med en anden reference: De ligner Don Quijote og Sancho Panza. Miguel de Cervantes’ roman fra 1605, «Don Quijote», regnes ikke alene som verdens første moderne roman. Den inkarnerer også en moderne myte, nemlig kontrasten mellem idealisme og snusfornuft i de komiske kontrastfigurers  skikkelse. På den ene side den fattige lavadelsmand Alonso Quijano, høj og tynd, som læser ridderromaner og blander fantasi og virkelighed i en grad, så han tror han er ridderen ”Don Quijote af La Mancha”. På den anden side bonden Sancho Panza, lille, rund og jordnær, som er adelsmandens ven og som han rejser ud på eventyr med, Sancho Panza på æsel og Alonso Quijano til hest.

Det dramaturgiske omdrejningspunkt for ideal/fornuft-temaet i Kon-Tiki er spørgsmålet om, hvorvidt man skal gardere sig med moderne grej på tømmerflåden eller ej. Heyerdahls teori står og falder med, om mandskabet er i stand til at nå de polynesiske øer med forhistoriens teknologi (balsastokke bundet sammen af balsatråde). Alligevel nærer filmens ingeniør Watzinger en fagligt begrundet frygt for, at det primitive materiale slides op undervejs. Af samme grund har han i al hemmelighed medbragt stålwirer som back-up på færden. Som et rent fiktivt greb er wirer-eller-ej-motivet en underminering af den oprindelige Kon-Tiki-ekspeditions intergritet hvad både empirisk videnskab og mandsmod angår (især i relation til den sagesløst afdøde Watzinger). Som spændingsmoment og tematisk udsagn er det til gengæld velbegrundet.

Anders Baasmo Christiansen som Watzinger.

Motivet anslås allerede under Heyerdahl og Watzingers første, tilfældige møde i filmens lange ekspositionsdel, hvor Heyerdahls tidlige ekspeditioner, undfangelsen af Kon-Tiki-ideen og indsamlingen af sponsormidler skildres. Her drøfter de to teknikaliteterne i Heyerdahls balsa-koncept. I filmens hoveddel, som skildrer ekspeditionen med dens for- og efterspil, følges motivet op i form af suspensedrevne POV-shots mellem det tilsyneladende stadig mere porøse flådemateriale og en Watzinger i stadig større psykisk opløsning. Motivets betydning kulminerer under filmens over the top-højdepunkt, hvor Watzinger i et hysterisk anfald efter et hajangreb flår kassen op med de skjulte stålwirer og råber «Vi må sikre oss med noen moderne materialer!» «Dette er ikke en religion!».

I denne duelscene viser kommandant Heyerdahl hvem som har de korte bukser på: Han kaster foragtfuldt Watzingers wirer på havet. Alligevel tilgodeser filmskaberne en vis psykologisk troværdighed i magtkampen. I dette øjeblik, hvor kedsomhed og irritationsmomenter længe har tæret på mandskabet, forsøger Heyerdahl at mande det op med en velkendt fristilsfrase: «Dette er større enn oss!» Hvorpå han går linen ud: «Tiki visste!» Hvis mandskabet ikke ”tror” på Tiki, tilføjer han, «hva gjør dere her da?».

Ja, hvad gør disse mænd i grunden på en tømmerflåde i midten af ingenting, for hvem er Tiki? Tiki er den peruianske solgud, som ifølge et folkesagn fik sin folkestamme til at flygte over det store hav fra sine fjender. Tiki er også Heyerdahls husgud. I filmens prolog ser vi hvordan en yngre udgave af hovedpersonen – febervildt stirrende, som en Harrison Ford på stoffer – finder en totem-Tiki i junglens mørke hjerte. Fra da af ”viser Tiki vej” for filmens hovedperson. Tørvetrillervidenskabens afvisning af Heyerdahl som en fanatisk fantast kommer altså ikke ud af ingenting. Ej heller i Kon-Tiki.

Selvom modstillingen af Heyedahl og Watzinger kan virke klicheagtig, så rummer den filmens bedste bud på et nuanceret tema. I filmens værdihierarki er det kun tilsyneladende Watzinger-figuren, som er latterlig. Han er tidligere køleskabssælger. Han falder over sine egne ben. I ovennævnte klimaksscene oversprøjtes han med hajblod i blødkagestil à la Helan og Halvan. Ydmygelserne tager først slut, da han til sidst viser lederskab under tømmeflådens dramatiske landing i Polynesien. Kujonen tager sig sammen: en subkliche.

Flåten seiler på en bølge inn mot korallrevet ved ankomst Polynesia.

Men også Heyerdahl har ifølge filmen sin achilleshæl. Han kan ikke svømme. Det er også spørgsmålet om han kan redde menneskeliv. Da Watzinger runder klimaksscenen af med at falde i havet, må Heyerdahl stirre fåret på, mens andre redder ham op på flåden igen. I et flashback til den unge Heyerdahl og hans kone Livs ophold på en lille polynesisk ø er vi vidner til hovedpersonens afmagt, da hustruen bliver livstruende syg. Ægtemanden tilbyder hende bare autentiske urter. Hun bliver først reddet, da de hører skibet fra fastlandet nærme sig. Flashbacket er forankret i Heyerdahls eget hovede: Selv han fatter i glimt sin egen utilstrækkelighed. Mere gal er den geniale mand ikke.

Omkring denne polaritetsakse om undtagelsesmennesket Heyerdahl og den åh-så-vanlige Watzinger udfolder filmen sine mange hoved- og sidespor. Foruden hovedsporet om søfartsheroismen finder vi for eksempel sidesporet om Jægeren Thor, som hellere vil genkolonisere Polynesien end passe sin kone og sit afkom i Lillehammer. I dette perspektiv fremstår hustruen, idet hun forlader ægteskabet i slutningen af filmen, som et talerør for det urmandlige og det urkvindelige. Parterne drages mod hinanden og finder aldrig sammen: «Det som jeg elsker deg mest for er det, er det som drev oss fra hverandre». I tillæg hylder filmen en naturromantisk holisme, som på et tidspunkt får Rønning og Sandberg til at flyve op i himmelrummet fra tømmerflåden og ned til tømmerflåden igen på digitalteknikkens vinger. Her virker det som om de tror mere på Terrence Malick i The Tree of Life end på Tiki.

For selvsagt er Kon-Tiki en film-film. Den er en film, som hylder sine filmiske forbilleder i alt fra filmhistoriens klassiske ekspeditionsfilm til de David Lean’ske analogiklip og de Steven Spielberg’ske hajeffekter. Det er en film, klippet af Per-Erik Eriksen og Martin Stoltz, som udviser en sikker sans for filmmediets høj- og lavvande (stilhed før stormen og storm før stilheden). Det er overhovedet en film, som på sine egne betingelser – den populære biografi- og eventyrerfilm – hænger godt sammen som håndværk.

Det bedste eksempel på denne koherens er filmens brug af farven blå. Kon-Tiki er en solbeskinnet film, som i fotografen Geir Hartly Andreassens optik dyrker himlens og havets blå, men også det mere sarte skær af blåt i dens mange solopgange og solnedgange. Men den blåeste blåfarve i filmen synes at tilhøre Thor Heyerdahls øjne.

Eksempel på bruken av tindrende blått i «Kon-Tiki».

I filmens første indstilling følger vi den seksårige Thor fra bunden af billedet, mens han gradvist marcherer gennem snelandskabet frem til kameraet, hvor han stirrer os intenst i øjnene i et super-close-up. Da er det lige før lille Thor fra Larvik, som ikke kan svømme, kaster sig ud  på det dybe isvand for ”å tøffe seg”. I filmens slutning gentages motivet: Den voksne Thor, som netop er skyldet i land ved Polynesiens kyster vakler fra bunden af billedet frem til kameraet, hvor han ender i et tilsvarende, frontalt nærbillede. Her sørger filmen for at Barnet med stort B møder Manden med stort M i et fælles indtryk af øjne så blå som himmel og hav.

Eller så blå som i ”blåøjet”! Der er nemlig et handlingsmenneske bag disse øjne, men også en Don Quijote fra Larvik. I en af filmens Lawrence of Arabia-agtige analogiklip springer vi i begyndelsen af filmen fra Larvik-drengens øjne (”1920”) til den unge opdagelsesrejsendes øjne (”1937”), idet den unge, voksne Heyerdahl stiller sig op på linje med nogle polynesiske indfødte for at blive fotograferet. «Bare vær dere selv!», råber han blåøjet til sine barfodede fotomodeller. Overalt i filmen ser vi hovedpersonen i denne positur, dvs. rankt poserende overfor potentielle sponsorer eller mindre folkemasser, mens han fremsiger sine mantraer («My name is Thor Heyerdahl!», «This is a scientific expedition!») på sit berømte Larvik-engelsk. Allersjovests –  i virkeligheden som i filmen – da han sammen med rejsefællerne tager afsked med det peruianske folk på sin spinkle tømmerflåde, iført jakkesæt og slips!

Vi er altså tilbage ved Caprino-aspektet. Også i denne forbindelse er Rønning og Sandbergs opus en film-film. En inspirationskilde for Kon-Tiki er antageligvis Kon-Tiki (1950), den gamle dokumentarfilm. Det stive og træmandsagtige i filmens Heyerdahl-figur virker som en direkte import fra dokumentarfilmens indledende sekvens, hvor hovedpersonen med monoton og pibende stemme fremfører et udenadslært foredrag om sine Stillehavs-teorier. Heyerdahl er anbragt i et filmstudie, som illuderer Eventyrernes Herreklub med lædermøbler, globus og landkort. Omkring ham står og sidder hans gamle rejsekammerater, også de med stive blik i deres stiveste puds, og med velmemorerede miniforedrag i ærmerne. Alle virker som om de uden varsel er gennet ind på scenen i «Karius og Baktus».

Bilder av hai på flåten – «Kon-Tiki» (1950) til venstre, «Kon-Tiki» (2012) til høyre.

I min undervisning i dokumentarfilmens historie har jeg ofte citat-kombineret dette ufrivilligt komiske tableau med det som er hovedsagen i filmen, nemlig filmoptagelserne fra selve ekspeditionen (klippet sammen af svenskeren Olle Nordemar). Det har jeg gjort for at anskueliggøre kontrasten mellem den gammeldags, iscenesatte dokumentarisme og den moderne, ’råt’ observerende dokumentarisme. Sidstnævnte modus er den førstnævnte overlegen.

De oprindelige 16mm-optagelser fra tømmerflåden (i kinoversionen blæst op til 35 mm) rummer ingen ”interessante” pointer om ekspeditionsdeltagernes divergerende personligheder eller magtkampe. De afdækker Sagen: Rejsens gang, mens den finder sted. De dokumenterer, som den franske realismeteoretiker André Bazin har pointeret i en berømt hyldest til filmen, et symbiotisk forhold mellem filmens subjekt og objekt. Når havet vipper, vipper tømmerflåden og kameraet med. Hvis vandet sprøjter, bliver linsen også våd. Ude på det store hav finder man de rigtige mænd og den rigtige virkelighedseffekt – ingen puppets on a string.

Kontrasten er også, som man vil forstå, slående i forhold til det glatte og formelagtige i dokudramaet om Kon-Tiki-færden. Om kontasten mellem Kon-Tiki og Kon-Tiki skriver Magnus Nikolaisen indsigtsfuldt i en nylig artikel på Montages. Her koncentrerer han sig om den enestående fascinationskraft, som knytter sig til en found footage-agtig dokumentarfilm som Heyerdahl og Nordemars. Den gamle dokumentarfilm tilbyder noget andet, skriver han, dvs. noget mere unikt og interessant, end ”den halvsande, pompøse popcorn-film” med de tusind specialeffekter, som i øjeblikket fylder kinosalene.

Jeg må på mange måder give Magnus Nikolaisen ret. Men ret skal være ret. Hvis Kon-Tiki (2012) er en pompøs popcornfilm, så er det underfundigheden, som er filmens vigtigste specialeffekt. Filmen plays both ways. Det er derfor Rønning og Sandberg vil til Hollywood.

Skriv ut artikkelen Skriv ut artikkelen 3 kommentarer

  1. Geir J. Olsen sier:

    Kvinner kommer da vitterlig fra Venus, og ikke Jupiter :)

    RED: Da er dette fikset!

  2. Søren Birkvad sier:

    Kvinder kommer vitterligt fra Venus. Tak for korrektionen!

  3. Hanne hansen sier:

    Ble lorita spist på ordentlig? Er haien som spiste lorita levende?Jeg bryr meg kjempemye om dyr. Å jeg elsker dyr.

Din kommentar

Du kan bruke følgende koder:
<a href="http://montages.no">lenke</a>
<b>fet skrift</b>
<i>kursiv</i>
<blockquote>sitat</blockquote>