oslo31august

Analysen

Oslo, 31. august (2011)

Oslo, 31. august er en fremragende film. Den er troværdig, gribende, smuk. Alligevel har jeg i min omgangskreds hørt vigtige, kritiske forbehold som filmen når ikke helt opp og det mangler et eller andet. Selv nærer jeg ikke slige forbehold, men jeg ser godt hvad filmen mangler.

Afslutning har den, kausalitet også, men ingen klimaks, ingen katharsis. I den forstand er filmen lige så flad som den depressive tilstand den beskriver. I den forstand spejler Oslo, 31. august sig selv som åndstype: det er en film uden antagonister. Det er en film om et liv uden modstand. Det er en film, som handler om åndsaristokraten på rehab: den ironiske betragter, som sejrer sig selv til døde, fordi han ikke ejer evnen til at stå stille og fæste rod.

Joachim Triers film er med andre ord en norsk film, som handler om noget. Alene af denne grund fortjener den tak. Hvorfor? Fordi den som moralsk film handler uden at moralisere. Formen er for generøs, for naturligt mangefacetteret, til at den behøver stresse sine figurer og sine tilskuere rundt i ‘Den Store Filmmanege’ fra Hawaii til Oslo. Den er i princippet lige så årsag-virkning-orienteret i sin storyline som en god, gammeldags katastrofefilm. Samtidig har filmen begge sine filmfødder plantet i poesiens blå luft. Også i denne forstand fremstår Oslo, 31. august som en lutret udgave af sin sammensatte hovedperson.

Argumentationen i filmen er ret som en snor. En plat, narrativ analyse vil opsummere kausalitetskæden. Filmen følger en narkoman – Anders (Anders Danielsen Lie), et velbegavet borgerbarn i midten af 30’erne på sin første fridag fra rehab. Den begynder med hans latterligt mislykkede selvmordsforsøg i en skovsø og slutter med, hvad vi må antage er hans fuldbyrdede overdose-selvmord et døgn efter. Mellem disse to punkter udspiller sig et net af tilsyneladende tilfældige hændelser, som under overfladen repræsenterer et gentagelsesmønster af halvhjertede nødråb fra Anders’ side og ditto afvisninger fra hans omgivelser.

Hovedpersonens ensomme og fremmedgjorte situation er narrativt hængt op på tre forgæves telefonopkald til Anders’ tidligere kæreste Iselin, hans muligvis store kærlighed og sidste håb, som nu befinder sig i New York. I alle tre tilfælde må han nøjes med at tale til hendes telefonsvarer: første gang for at få kontakt, anden gang for at tigge om hendes kærlighed og tredje gang for at sige farvel. Undervejs er han efter udskrivningen fra et rehabiliteringscenter blevet misforstået og delvist afvist af en ven. Han har oplevet en ydmygende jobsamtale på et kulturtidsskrift (hvor han må forklare fire års hul i cv’en med sit misbrug). Han er blevet droppet af sin søster, som bruger sin jentekæreste som stedfortræder og ordensbetjent for den hårdt plagede familie. Han er også blevet afvist af en gammel veninde, som han desperat lægger an på. Til næstsidst i filmen køber han atter engang dope. Ikke engang en tidligere rival, som i sin tid stak af med Iselin, vil tage imod hans ’tilgivelse’. Så er der ingen vej tilbage for Anders.

Det lyder lidt kedeligt, ikke sandt? En unhappy end er i princippet lige så afsluttet som en happy end. Filmen sætter selv to streger under facit, da den gennem en afsluttende billedsuite af menneskeforladte in- og eksteriører opregner hændelsesforløbet i omvendt rækkefølge: f.eks. udendørs-svømmebassinet, hvor Anders oplevede sit livs sidste nachspiel, cafeen, hvor han trådte vande midt i filmen, skovsøen, hvor han forsøgte at tage livet af sig og lejligheden og pigen, som han i filmens første minutter forlod.

På trods af den billedskønne diskretion i denne udtoning er afslutningen i sig selv et udtryk for historiefortællerens arketypiske arrogance: Se, sådan går det, når man ikke overskuer mønsteret som jeg gør!. Sådan set anskueliggør filmen den bondeanger, som rammer den typiske selvmorders efterladte: Havde jeg bare vidst og været der for ham, så…. Men kun Vorhere ved. Dvs. Vorherres stedfortræder, som er filmen. Og Anders ved, for det er ham, som på filmens handlingsplan udfolder selvmorderens viljesakt og åndsaristokratens afmagtsprojekt: at gå fra det hele. At efterlade sig sporet af ingenting, af nihil.

Når denne historie fremstår som alt andet end kedelig er det fordi den handler om alt muligt andet end ’narko’. Den ironisk-nihilistiske tilskuersituation, som hovedpersonen forgæves forsøger at komme ud af, er også indgangsdøren til en intens, psykologisk analyse i filmen om ham. Anders anskuer uvægerligt alting distanceret, udefra, når han forsøger at trænge ind i andre menneskers kreds. Også filmen om ham ser tingene udefra. Til gengæld trænger den ind!

Mest vittigt kommer denne dobbeltbevægelse af udefra og ind til udtryk i den 20 minutter lange sekvens i begyndelsen af filmen, hvor vi følger Anders’ besøg hos sin gamle kamerat, litteraten Thomas, og hans kone Rebekka. Her får overskriften ”misforstået og delvist afvist” ben at gå på gennem den realistiske films mest dyrebare egenskab: troværdighed. Situationen skal være regissert, så den er værd at tro på. Sådan skal den også være skrevet. Skuespillerne skal puste liv i figurerne, så de fremstår som både akut interessante og dybt repræsentative.

Anders Danielsen Lie og Hans Olav Brenner i «Oslo 31. august»
Anders Danielsen Lie og Hans Olav Brenner i «Oslo, 31. august»

I så henseende gør Danielsen Lie, Hans Olav Brenner og Ingrid Olava i denne sekvens hvad det norske filmpublikum har råbt på i 40 år: de leverer undertekster, hverken under- eller overspillet, gennem deres blik og betoninger. Gennem dem møder vi for det første idéen om ’samtalen som projektionsrum’: Anders bliver ikke mødt med ægte interesse af Thomas og Rebekka, men ser sig selv anbragt i krydsfeltet mellem to frustrerede ægtefæller med hver sin krigsagenda. Anders var et sånt narkotroll før, siger Thomas ironisk til sin lille datter om sin gamle kompis, men egentlig er replikken henvendt til konen: før deg hadde jeg det gøy. For det andet møder vi i Thomas idéen om ’den febrilske godvilje’. Han pendler forgæves mellem alverdens indfaldsvinkler for at støtte sin kamerat (galgenhumor, smiger, udglatning, bekymring, modsigelse) for til sidst at få medlidenhed med sig selv: Så jeg gjør alt feil tydeligvis?! For det tredje møder vi i Anders og Thomas idéen om ’venskabet som intet udholder’. Thomas dukker ikke som aftalt op for at møde Anders igen til en fest samme aften, for han orker ikke sin taberven.

Denne tragikomiske udflugt i hverdagens skjulte dagsordner bliver i filmen omfattet af kameramandens og klipperens lysvågne diskretion (ved henholdsvis Jakob Ihre og Olivier Bugge Coutté). Æstetikken ligner en realisering af den metafysiske humanisme hos den klassiske filmteoretiker André Bazin: livet får lov at vokse sig større og større foran os, mens filmkameraet ruller, fordi kunstneren respekterer det som virkelighed.  Han overforklarer og overfortolker ikke, men fremviser lag på lag af virkelighedens egen, iboende kompleksitet. Og dog er Oslo, 31. august ikke realisme i  metafysisk forstand. Filmen er ikke en organisk hyldest til Guds skaberværk, men syntetisk skabt af en analytisk sensualist.

Inderst inde i Joachim Triers værk finder vi ironien. Filmens grundpræmis som samfunds- og samtidsanalyse er det ironiske forhold, at Anders, med hans egne ord, men gentaget som et omkvæd af andre i filmen, er en fucked up priviligert mand, som ingen trenger. Heri ligger også tragedien. ‘Den doble skammen i Norge i dag er er at vi skammer oss for ikke å lykkes, samtidig som vi skammer oss for å mislykkes midt i vår luksus og trygghet’, har Trier udtalt i et interview (Aftenposten 31.08.11). Thomas til Anders: Kom igjen da!. Anders til Thomas: Kom igjen, hva da?.

Heri ligger endelig ironisygen og det aristokratiske vemod.  Anders har fået for meget tid til at tænke på sig selv, siger Thomas til ham, hvorpå de to enes om, at lykkelige mennesker er dumme (et nihilistisk credo, som ikke skåner nogen, ej heller nærværende artikelforfatter: Å plukke ting fra hverandre og skrive artikler som ingen leser, det virker meningsløst). Anders’ og Thomas’ tungsind er genstandsløst. Der findes ingen antagonister i deres liv. I hvert fald ikke antagonister som man finder dem i et syrisk nabolag fuld af tystere eller som de dukker op i en socialt indigneret narkofilm. Modstand i Anders’ og Thomas’ liv omfatter højst nogle animerede figurer i playstation-spillet Battlefield, som Thomas og Rebekka – og Anders’ narkodealer, slår tiden ihjel med.

Er der nogen, som har sans for ironien i dette perspektiv er det Anders & Co. De ler af det. Det gør vi andre også. Det nærmeste filmens hovedperson kommer en antagonistisk kraft i sit liv er friheden selv. Eller med Triers egne ord: Mennesket som et offer for seg selv (Vinduet 2, 2011). Fordi disse velbegavede og charmerende børn af Norges pænere middelklasse mangler evnen til at stå stille og fæste rod, virker de som ironi- og mismods-junkies. De sejrer sig selv til døde.

Aristokratens vemodige ensomhed ender i ingenting, men den kommer ikke af ingenting. I Anders’ off screen-monolog midtvejs i filmen angiver han et præcist signalement af sin kulturradikale baggrund i et borgerligt miljø. Forældrenes væremåde over for deres eget afkom repræsenterer en repressiv tolerance, hvor de rigtige meninger hele tiden går i vater med altings ligegyldighed. På den ene side vænner børnene sig til at se ned på Gud og praktiske færdigheder og foretrække en liberal narkotikapolitik frem for engangsgrill i parkerne. På den anden side er deres forældres overbeskyttelse det eneste værn mod rodløsheden: Han sa jeg kunne gjøre hva jeg ville med livet, bestemme hva jeg selv ville bli, hvem jeg sku elske. Hvis jeg trengte hjelp, slap de alt de hadde i hendene. Anders’ forsøg på langt om længe at sætte en grænse antager derfor karakter af narcissistisk selvdestruktion og hævntørst: overdosen indtages i barndomshjemmets lune seng.

Til gengæld er det også denne i luften frit svævende følsomhed, som udløser de beåndede hallucinationer i hovedpersonen – og i filmen. Ved siden af filmens mange realisme-markører: de stemningsmættede Oslo-indtryk i sensommerlyset, klipningens traditionalistiske opbygning af establishing-shots efterfulgt af skiftende halvtotaler, den integrerede symbolik i alt fra slatne badebolde til Frognerparkens ekkopunkt samt Trier og medmanusforfatter Eskil Vogts hverdagsdialog, finder man i filmen et andet og mere kontrært stilniveau. Det tør kaldes poetisk.

Et still fra filmens sekvens på Frognerbadet i Oslo
Et still fra filmens sekvens på Frognerbadet i Oslo

Det allerede velkendte hovedeksempel på denne stilisering er café-scenen i midten af filmen, hvor Anders dels opfanger alverdens dialogstumper omkring sig og dels ’følger’ tilfældige, forbipasserende menneskers gøren og laden også hinsides sin udkigspost fra cafévinduet. Her bliver narrationens årsag-virkning-kæde matchet af et andet olympisk perspektiv, nemlig hovedpersonens halvt hallucinerede og halvt geniale sansninger. Vi kender figuren fra en anden følsomt-åndsaristokratisk outsider i den filmiske Oslo-litteratur: hovedpersonen i Henning Carlsens filmatisering af Knut Hamsuns Sult fra 1966.

I denne café-scene i Oslo, 31. august er det som om hovedpersonen og filmen atter leger Gud i lige-gyldighedens åbne landskab. Hvad om vi i stedet for hende her i træningstøjet følger ham her på bænken? Hvordan er deres liv? Eller hvad med hende her, som midt i caféens tilfældighedsland opregner alle sine mål med livet over for sin lige så unge veninde? Hun vil gøre mindst 100 ting før hun dør, for eksempel flyve i hellikopter og nøgenbade, eie alle sæsonene av mine yndlingsserier, føle meg tvers igjennom vellykka, være gift helt til jeg dør… Er denne unge kvinde banal? Er hun en af de dumme, lykkelige mennesker, som Thomas plukker i stumper og stykker som litteratur og som Anders – helt ind i døden – distancerer sig fra? Eller repræsenterer hun tværtimod et livsbegær, som åndsaristokraterne kun kan drømme om?

Også Anders ser sig selv gøre ting før han dør. I glimtvise flashforwards i filmens slutning ser han sig selv vandre op ad stien til sit barndomshjem for at dø. For den depressive ophæves tidens før og efter. Midt i tristessens flade landskab oplever Anders en frihed, som tør kaldes aristokratisk: han beslutter sig for at afslutte sit liv. Han efterligner Gud. Det samme gør vi som følger ham. Som filmens tilskuere føler vi imidlertid, – i modsætning til Anders, at der mangler et eller andet. Vi under personen og os selv noget ekstra. I dette forhold, synes jeg, ligger et håb.

Som man vil forstå anser jeg Oslo, 31. august for at være en film, som handler om vigtige ting. Af samme grund synes jeg filmen er bedre end regissørens forrige, den først og fremmest dygtige Reprise fra 2006. Derfor fortjener værket efter min mening filmanalyser, som hæver sig over den cineastiske small-talk. Og derfor er der grund til at opsummere filmens tvesyn: nok er den tung, men den er også let. Nok er den grum, men den er også vakker.

Filmens indledning, som ikke har noget med den øvrige handling at gøre, består af smukke og charmerende klip fra Oslos nære fortid i 60’erne, 70’erne og 80’erne og fra nutiden. Undervejs hører vi på en række korte vidnesbyrd af anonyme mennesker under det jublende omkvæd ‘jeg husker’. Det lyder lige så banalt og frydefuldt som de 100 livsmål hos pigen på caféen.

Skriv ut artikkelen Skriv ut artikkelen 8 kommentarer

  1. Gordon sier:

    Flott skrevet om en nydelig film. Skal se den på nytt etter å ha lest denne analysen.

  2. Bror Hagemann sier:

    Fin og presis analyse det er lett å slutte seg til, samtidig som man på et annet nivå kan være uenig. Innvendingene mot Oslo 31. august, som jeg stadig kan høre formulert i omgivelsene (kanskje også av mennesker som vil tilslutte seg ovenstående) går langs to akser: Persontegningen og dramaturgien. Grovt sagt kan man innvende at man ikke kommer tilstrekkelig “nær” hovedpersonen, han blir ikke i tilstrekkelig grad et individ hvis skjebne angår tilskueren. I forlengelse av dette kommer det nokså forutsigbare handlingsforløpet, at Anders faktisk fullbyrder selvmordet vi har blitt lovet allerede i første scene, at stoffet han kjøper tidligere i filmen kommer til anvendelse som planlagt. Begge de to innvendingene (og jeg innbiller meg at Joachim T ikke har noe imot å høre dette) bunner i en egentlig prisverdig fornektelse av filmatiske konvensjoner. Et av de første bud i boka er “action is character” – du må på film vise karakterenes indre gjennom handling; å ha en passiv, vegeterende hovedperson som her, er en stor utfordring. Hvorfor skal vi interessere oss for Anders? Hva er det som gjør ham spesiell, hvorfor har han blitt som er? Personlig har jeg stor sans for Tries ønske om å bryte slike konvensjoner, men spørsmålet om han lykkes er nok opp til den enkelte i kinosalen. Om film generelt kommuniserer på et kognitivt og emosjonelt plan samtidig, er det her det intellektuelle, rasjonelt observerende blikket som får mest å bite i. Oslo 31. aug. forutsetter nærmest en form for selvantent engasjement verken filmspråket eller hovedpersonen selv uttrykker i forhold til verden. Derfor så ulike reaksjoner. Prosjektet er som sagt prisverdig, og vellykket på sine premisser, men utfordringen det innebærer å trekke tilskueren inn i et rasjonelt og distansert betraktet univers, uten å ty til tradisjonelle filmatiske hjelpemidler, gjenstår etter mitt syn å løse.

  3. Bror Hagemann sier:

    Det jeg skulle si var at filmen likner for mye på en “vanlig” film, en tradisjonelt fortalt historie, og dermed risikerer å lokke tilskuere til å lese den på feil premisser. Reprise unngikk dette, ved å bryte forventninger tidlig. Jeg er enig i at Oslo 31. aug. er en mer vellykket film, mer helhetlig gjennomført, men ikke dermed uproblematisk.

  4. Dag Sødtholt sier:

    Jeg synes Trier har løst problemet du skisserer gjennom kanskje det mest tradisjonelle filmatiske hjelpemiddel som finnes, nemlig castingen. Anders Danielsen Lies intense nærvær i hovedrollen skaper den emosjonelle engasjementet du etterlyser – vel å merke for de som filmen fungerer for.

  5. Bror Hagemann sier:

    Danielsen Lie er strålende, og ikke bare han: Stort sett alle roller i filmen, de aller fleste spilt av amatører, føyer seg inn i helheten, noe som sier sitt om instruktørens kapasitet. Det er i det hele tatt mye å glede seg over her, og filmen er utvilsomt min favoritt blant årets norske. Kanskje hadde jeg for store forventninger. Jeg synes uansett det er viktig og riktig å diskutere et ambisiøst prosjekt som dette.

  6. Søren Birkvad sier:

    Tak for interessante kommentarer. Jeg kan godt følge de kritikere af filmen, som mener at første halvdel af filmen er den bedste og at anden halvdel bliver en kende forudsigelig (f.eks. den lidt klicheagtige collage af på-kjøret-i-diskoteket-effekter mod slutningen). Men personligt føler jeg at det er en befrielse 1) at en hypet norsk film faktisk indfrier og 2) at man derfor som filmskribent kan droppe den sædvanlige, æstetiske mistænksomhed og give sig hen til det, som filmen faktisk handler om. Som filmen faktisk handler om i kraft af at være film!

    Jeg skal tage Brors og Dags indspil med mig, når jeg den 28. i denne måned skal interviewe Trier og Danielsen Lie ved et arrangement i Cafe Stift i Lillehammer.

  7. JANNY HOFF BREKKE sier:

    Søren birkvad,jeg har nå lest ovenstående artikkel samt ” moralismens nye klær” . Jeg blir lykkelig av ditt kloke hode, din finstemte dissikering,ditt blikk for det poetiske, din humor, din selvironi på våres alles vegne,din gjennomskuing av middelkulturens skjulte intoleranse og hvorledes du peker ut hvordan vår tids individualisme i ytterste fall angriper individet selv, der det løsrevet sammenheng og plikt visavis “den andre” forholder seg motstandsløst slik at “individet blir et offer for seg selv”.puh, j er ingen akademiker og denne setn ble lang og jeg har mer på hjertet. Nei, vårt samfunn er ikke klasseløst og jeg har opplevd mye sunn arbeidsmoral, mye ansvars følelse og fravær av usunn grubling i det som av oss gode borgere av morgenbladet karakteriserer som et forakfult og eller ihvertfall misforstått frpland.Og nei, himmelen er ikke nødvendigvis i nytt på nytt, hvor enn siklende frydefult vi gjerne ville sittet der og flashet den optimale vellykkethet. Frisynt og tolerant innenfor de godt spikrete normer vedtatt av middelkulturen, satire som bare sjelden avdekker noe vi ikke vet,som bare sjelden angriper sitt eget ståsted, sitt eget blinde hjørne. Så kan man tulle med tomsingene istedet. Og moralismen lever i den nye tids forkledning og forteller oss alle hvem og hva vi burde være. Der tror jeg grilldressen kan være et korrektiv. Ikke at anders` eksistensielle vakum endres ved forståelsen av grilldressens gleder, men ved å senke oppmerksomheten fra tanke til kontakt. kontakt med det menneskelige, ikke i ideen om vennskap innenfor eget etablert miljø, men med “den andre” i en videre forstand. Han med grilldressen, han som reparere rørene dine. Han som har et liv selv om han ikke skriver i morgenbladet. Eller anders kan ta kontakt med han som står borti hjørnet. han alle overser.Se ham !Alle anderser må fortsette å gruble,vi trenger tankene hans , men sayingen “du kan bli hva du vil”blir farlig hvis den forveksler det store med det lille, det lille store i å se sin egen betydning i forholdet til den andre, blikket som bekrefer den andres verdighet og berettigelse, de trivielle gjøremåls meningsfylt plikt for å holde verden sammen Ansvaret for egen realisering ligger kanskje vel så mye iansvaret for den andre ? Der meningen med livet snevrer seg inn til egen realisering, helst målt i yttre sukkses og ikke kobles til vår alles avhengighet av hverandres ulikhet,der respekten for det unnseelige uteblir og du ikke makter å koble ditt intellekt til den lille menneskelige ynkelighet vi alle besitter, kan meningstapet bli for stort å bære. Hver tid har sine blendverk å la seg forføres av ,da er det godt at noen som birkvad tar seg tiden til å gå i dybden,som på en film av dette kalliber. I art i morgenbl avdekker han det jeg opplever som medvirkende til meningstap om vi tar nytt på nytt som det ultimate uttrykk for” de som har forstått det hele “ogat han slik setter våre sannheter om oss selv i relieff syns jeg er befriende Riktignok skulle jeg ønske for anders skyld at han med skjevt blikk dukket opp i nytt på nytt. At tragedien ikke var skjedd. At han hadde lyktes på den måten han som priviligert syntes han burde. Menaller helst skulle jeg ønske vi tok et oppgjør med skammen. Med forakten i toleransens tid. og ikke minst med selvforakten.At vi i større grad fikk øynene opp for den store meningen med å bety noe utover evaluering av egen betydningsfulhet.

  8. Søren Birkvad sier:

    Tak også til Janny H.B. for et inspirerende indspil. ‘Selvforagt i tolerancens tid’, for at parafrasere Janny, dække filmens hovedtema overmåde godt.

    I øvrigt er arrangementet, som jeg nævnte i mit forrige indlæg, flyttet til 8.12.

Din kommentar

Du kan bruke følgende koder:
<a href="http://montages.no">lenke</a>
<b>fet skrift</b>
<i>kursiv</i>
<blockquote>sitat</blockquote>